Manglende ambulance udløser erstatning
Selvom Patienterstatningen mener, det er tvivlsomt, om en 12-årig dreng, der i september sidste år kunne have overlevet, får de efterladte nu erstatning
I september 2014 faldt en 12-årig dreng om med voldsomme mavesmerter i vejkanten på Amager Strandvej. En forbipasserende opdagede den medtagede dreng. Hun kunne ikke få fat i drengens forældre, så hun og en anden forbipasserende ringede efter en ambulance.
De ringede 112 men fik at vide af den vagthavende ved Region Hovedstaden, at der ikke var grundlag for at sende en ambulance. De måtte derfor selv køre drengen til Amager Hospital.
Derfra blev drengen overflyttet til Hvidovre Hospital trods ambulancefolkenes klare vurdering af, at han skulle køres direkte til Rigshospitalets traumecenter med det samme. Men akutlægen hos vagtcentralen beordrede dem til Hvidovre Hospital i stedet for Riget. På Hvidovre Hospital blev han scannet og scanningen viste en rift på legemspulsåren med blødning til maven og påvirkning af den ene nyre. Først på det tidspunkt blev han kørt til Traumecentret på Riget med eskorte. Den 12-årige dreng døde to dage senere, skriver Ekstra Bladet.
Patienterstatningen har nu behandlet sagen, og de er kommet frem til den konklusion, at der skete en klar tilsidesættelse af de gældende retningslinjer og faglige standarder i forbindelse med visitationen på AMK-vagtcentralen, skriver Patienterstatningen i en pressemeddelse.
Burde have givet mistanke om alvorlig sygdom
Der er i afgørelsen blevet lagt vægt på, at der ved den telefoniske henvendelse til vagtcentralen blev beskrevet symptomer, som gav mistanke om alvorlig sygdom. Den sundhedsfaglige visitator burde derfor have sendt en ambulance og sørget for, at den 12-årige var blevet indbragt til nærmeste akutsygehus. Dette ville have medført, at han var blevet undersøgt og opereret tidligere.
Patienterstatningen vurderer også, at det større sygehus, som gav telefonisk rådgivning, og som drengen endte med at blive overflyttet til, foretog en klart forkert vurdering i forbindelse med den telefoniske rådgivning. Dette medvirkede til, at operationen blev yderligere forsinket.
Patienterstatningen mener imidlertid, at det er tvivlsomt, at drengen havde overlevet, hvis han var blevet opereret tidligere.
Men på grund af den klare tilsidesættelse af retningslinjer har Patienterstatningen vurderet, at det er rimeligt at lægge til grund, at drengen ville være overlevet, hvis ikke behandlingen ikke var blevet forsinket.
– Vi lempede altså bevisbyrden for årsagssammenhængen mellem dødsfaldet og de skadevoldende handlinger og lod tvivlen komme boet til gode, fortæller Patienterstatningen om baggrunden for, at der nu udbetales erstatning i sagen, skriver de.
Det fremgår ikke, hvor høj en erstatning der er tale om.