Martin Jørgensen bliver tv-ekspert

Martin Jørgensen interviewes af TV3 Sport – fremover er det blandt andre ham selv, der skal stå med mikrofonen. Foto: Getty Images.
Udgivet Opdateret

Den tidligere landsholdsspiller og AGF-legende skal fremover arbejde som ekspertkommentator hos TV3 Sport.

Selvom Martin Jørgensen for kort tid siden forlod livet som professionel fodboldspiller, er han ikke færdig med sporten.

I fremtiden skal den tidligere midtbaneprofil på såvel landsholdet som i klubberne AGF, Udinese og Fiorentina dele ud af sin fodboldviden, når TV3 og MTGs kanaler sender kampe fra Premier League, Superligaen og Champions League.

Det oplyser Martin Jørgensen og TV3 Sport i en pressemeddelelse fredag.

»Jeg glæder mig til at se fodbold fra en ny vinkel – TVs vinkel. Mange år som aktiv har givet mig en solid ballast indenfor fodbolden, og forhåbentlig kan jeg bidrage med ny viden, og spændende input baseret på alle de indtryk, som jeg har samlet sammen gennem årene. Jeg ser frem til at spille sammen med TV3s hold af dedikerede og dygtige fodboldmennesker og til stadig at kunne få del i det ”kick, jeg har fået søndag efter søndag i min aktive karriere – nu blot på den anden side af kameraet,« siger Martin Jørgensen.

Hos TV3 Sport er sportschef Peter Nørrelund mere end tilfreds med at få Martin Jørgensen med på holdet af eksperter, der i forvejen tæller folk som Jesper Grønkjær, Per Frimann og Peter Kjær.

»Martin har en imponerende karriere bag sig. Han har altid optrådt med værdighed, når han har repræsenteret klub og land, og gennem sine mange år som aktiv har hans uomtvistelige fodboldmæssige kvaliteter altid gået hånd i hånd med respekten for kolleger, fans og omverden. Og alt er blevet leveret med godt humør og af et godt hoved med en knivskarp fodboldhjerne. Jeg er sikker på, at Martin vil berige TV3 Sports seere med sin indsigt og viden,« siger han.

Powered by Labrador CMS