Maskeret knivrøver stjæler ældre kvindes bil

Maskeret og bevæbnet med en kniv tiltvang en 24-årig mand sig fredag nat en varebil ved en Fakta i Aalborg.

En 72-årig kvinde satte efter en maskeret røver, der havde taget hendes bil. Foto: Colourbox.
Udgivet Opdateret

En ung mand maskeret med en elefanthue truede natten til lørdag en ældre kvinde med en kniv og tiltvang sig hendes varevogn. Den dramatiske hændelse skete ved en Fakta-butik i Aalborg.

Den 72-årige kvinde er avisbud og deler aviser ud om natten i Aalborg.

Klokken 04.20 blev hun passet op af den maskerede mand, der med en kniv truede sig til kvinden bilnøgler. Herefter stak manden af i kvindens bil. Det skriver TV 2.

Det fik dog ikke kvinden til at gå i baglås.

Det lykkedes hende at praje en taxa i nærheden, og sammen kørte de efter den maskerede mand i varevognen.

Taxachaufføren knipsede et billede af varevognen, som han sendte rundt til flere venner og bekendte.

Og det gav pote. Kort efter anmeldte flere bilister en varevogn som slingrede lige lovligt meget på Motorvej E45 mod Syd.

Fik bilen stoppet

På Rasteplads Stenhøj ved Hobro Nord lykkedes det en patruljevogn at standse varevognen. Bag rattet sad en 24-årig somalisk mand. Han var i forvejen kendt af politiet.

I bilen fandt Politiet elefanthuen og kniven, som gerningsmanden havde truet den ældre kvinde med.

Varetægtsfængslet i 14 dage

Han blev lørdag i et grundlovsforhør varetægtsfængslet i 14 dage, oplyser anklager Christina Barnow, Nordjyllands Politi.

Sigtelserne mod ham lyder på røveri af bilen og desuden på røveriforsøg, fordi han forinden forsøgte at true kvinden til at låse sig ind i Fakta-butikken.

– Det kunne hun ikke, fordi hun ikke havde nøglen, siger Christina Barnow.

Flere sigtelser

Den 24-årige er tidligere straffet og er prøveløsladt.

Ved grundlovsforhøret lørdag var han også sigtet for to indbrud og yderligere et røveri og et røveriforsøg.

Ifølge anklageren mistænkes han blandt andet for et indbrud for omkring en uge siden, hvor en tyv brød ind til en fest og truede festdeltagerne, fordi de forfulgte ham, da han ville bringe tyvekosterne i sikkerhed.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS