Medie: Regeringen vil lade militæret overtage grænsekontrol

Regeringen vil ifølge TV2 lade militæret overtage dele af arbejdet med grænsekontrollen fra politiet.

ARKIVFOTO 2012 værnepligtige på Holstebro kaserne- – RB Regeringen vil ifølge TV 2 lade militæret overtage dele af arbejdet med grænsekontrollen fra politiet. (Foto: Johan Gadegaard/Scanpix 2017)
Udgivet Opdateret

Regeringen vil lade militæret overtage dele af arbejdet med grænsekontrollen samt andre bevogtningsopgaver, erfarer TV2. Planen vil blive fremlagt fredag.

Formålet er at frigøre politibetjente, som så kan komme tilbage i deres respektive kredse – og blandt andet hjælpe til i den verserende bandekonflikt i København og Aarhus.

Det er ikke første gang, forslaget har været på bordet.

– Men det er jo kontroversielt, fordi man langt ind i de etablerede partier opfatter det som lidt “udansk” at have soldater gående rundt i gadebilledet, siger TV2s politiske redaktør, Anders Langballe, til TV2.

Hjemmeværnet har tidligere været indsat ved grænsekontrollen, men idéen om at lade soldater overtage betjentenes arbejde på visse områder har før mødt kritik fra flere steder.

Skeptiske fagorganisationer

Politiforbundets formand, Claus Oxfeldt, har tidligere udtalt, at militæret ikke kan erstatte politiet i bevogtning af mulige terrormål:

– Danmark er ikke i krig. Militæret er uddannet til at gå i krig. Politiet er uddannet til at agere i forhold til civilbefolkningen. Det er politiet, der er myndighedsudøvende i fredstid.

Soldaternes fagforening, Centralforeningen for Stampersonel, har også tidligere mødt et lignende forslag med en vis skepsis.

At bevogte terrormål vil kræve ekstra uddannelse, har det lydt.

Fredag fremlægger justitsminister Søren Pape Poulsen (K) regeringens udspil til at komme bandekonflikten til livs.

Regeringen vil ifølge Ritzaus oplysninger også tilføre 15 millioner kroner årligt til politiets forebyggende indsats i udsatte områder.

Pengene svarer til 20-25 nye medarbejdere hos politiet. Indsatsen skal målrettes mod unge, som vurderes at være i risiko for at blive hvervet af banderne.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS