Mindst 20 er dræbt i forfærdelig flyulykke

Et militærfly er fredag styrtet ned i en travl gade i den bolivianske by El Alto. 30 meldes såret i ulykken.

Offentliggjort Sidst opdateret

DOWNLOAD VORES GRATIS APP

Vil du altid være opdateret? Så download app'en 'Nyheder.dk' til din smartphone HER

20 personer har mistet livet efter et flystyrt med et militærfly i den bolivianske by El Alto, der ligger i nærheden af hovedstaden, La Paz.

Det oplyser politiet ifølge nyhedsbureauet AFP.

Tidligere lød det, at 15 var omkommet og mindst 30 såret.

Det er et Hercules-fly, der lettede fra byen Santa Cruz, der er involveret i ulykken. Da det skulle lande, skred det af landingsbanen og ind på en travl gade ved siden af lufthavnen.

Flyet transporterede pengesedler, der skulle til den centrale del af landet, skriver Unitel med henvisning til landets forsvarsministerium.

Indhold på sociale medier viser ifølge nyhedsbureauet Reuters kaotiske scener med folk, der strømmer til ulykkesstedet. På materialet ser det ud, som om de samler penge, der ligger spredt på jorden, op.

Ministerium bekræfter

Bolivias forsvarsministerium har også bekræftet ulykken ifølge AFP.

Ministeriet siger i en udtalelse, at de penge, der blev transporteret, ikke har officielle serienumre, og derfor kan de ikke bruges som betalingsmiddel.

Et fly skred af landingsbanen i lufthavnen i El Alto i Bolivia og ud på en travl gade. 20 personer har mistet livet.

Det er ulovligt at indsamle, besidde og bruge pengene, siger ministeriet.

Lokale myndigheder forsøger at få folk væk fra ulykkesstedet med vandslanger.

- Vi bjærger ligene af dem, der ulykkeligvis er døde i ulykken, siger Pavel Tovar, der er leder af det nationale brandvæsen, ifølge AFP.

Anklagemyndigheden i La Paz har ifølge AFP fået meldinger om, at kriminelle har udnyttet kaosset i gaden til at plyndre butikker. 12 personer er i den forbindelse blevet anholdt, siger anklager Luis Carlos Torres.

Årsagen er endnu uklar

Lufthavnen i El Alto var midlertidigt lukket efter flystyrtet, oplyste det nationale luftfartsselskab Boliviana de Aviacion i en udtalelse.

Det ventes ifølge Reuters, at Bolivias nationalbank vil tale til pressen senere fredag aften lokal tid.

En flyulykke har ramt en travl gade i den bolivianske by El Alto. Flyet, der er styrtet, havde pengesedler i lasten.

Video fra stedet viser, at flyet er meget beskadiget, og det samme er en række køretøjer på gaden, hvor ulykken er sket.

Det er uklart, hvad der har forårsaget ulykken.

La Paz, der ligger i 3650 meters højde og omringet af Andesbjergene, er den højst beliggende administrative hovedstad i verden.

Powered by Labrador CMS