Mistænkeligt dødsfald: Mand fundet død på Amager

En mand - formentlig i 40'erne - er fundet død i voldgraven ved en haveforening på Amager, klods op ad Christiania.

Området er torsdag eftermiddag spærret helt af. KLIK VIDERE OG SE FLERE BILLEDER FRA DEN AKTUELLE AFSPÆRRING. Foto: Steven Knap, Droto.dk.
Området er torsdag eftermiddag spærret helt af. KLIK VIDERE OG SE FLERE BILLEDER FRA DEN AKTUELLE AFSPÆRRING. Foto: Steven Knap, Droto.dk.
Offentliggjort Sidst opdateret

Københavns Politi er torsdag eftermiddag mødt talstærkt op efter en mand – ifølge Københavns Politi formentlig i 40’erne – er fundet død i voldgraven der adskiller en haveforening og Christiania på Amager.

Området mellem Vermlandsgade og Kløvermarksvej er totalt spærret af så man hverken kan komme frem eller tilbage.

Mistænkeligt dødsfald

Ove Larsen, efterforskningsleder ved Københavns Politi, oplyser til Ekstra Bladet, at manden er fundet død og at sagen efterforskes som et mistænkeligt dødsfald.

Der er tale om en mand på cirka 40 år, lys i huden og fuldt påklædt.

– Vi er ved at undersøge de nærmere omstændigheder, og derfor kan jeg ikke sige yderligere p.t., siger Ove Larsen.

Det makabre fund blev gjort i en vandgrav nær haveforeningen Vennelyst på Amager og voldanlægget ved Christiania.

Ove Larsen oplyser, at politiets hunde i øjeblikket er ved at afsøge området for eventuelle spor.

– Når de er færdige, tager retsmedicinere og teknikere over, siger Ove Larsen.

Vil ikke sige hvem der fandt liget

Han kan af efterforskningsmæssige grunde ikke oplyse de nærmere omstændigheder om, hvordan den døde blev fundet.

– Vi melder ud, når vi ved mere, lyder det kortfattet fra efterforskningslederen.

Politiet fik meldingen om den dødfundne person klokken cirka 13.15.

 

 

Powered by Labrador CMS