Mistænkt skudt af politiet: Hans tilstand er kritisk

Manden blev anholdt torsdag morgen af politiets aktionsstyrke.

Den mistænkte er blevet anholdt. Foto: Politi
Offentliggjort Sidst opdateret

Den mistænkte person til skyderi på Christiania, som blev ramt af politíets skud under morgenens anholdelse er i livsfare. Det meddeler Københavns Politi som opfølgning på en tidligere pressemeddelelse.

Der blev afgivet skud af politiet, da den mistænkte i skyderiet fra Christiania onsdag aften torsdag morgen blev anholdt på en adresse i Kastrup, oplyser Københavns Politi.

Han er mistænkt for at have skudt tre personer – to betjente og en civil – under en rutinemæssig politiopgave på fristaden Christiania onsdag aften.

Nattens efterforskning har sammen med borgerhenvendelser ledt politiet til en adresse i Kastrup på Amager, hvor den mistænkte skulle opholde sig under sin flugt fra politiet efter det blodige skyderi onsdag, der har efterladt en betjent i livsfare.

Politiets Aktionsstyrke omringede adressen, hvor en betjent råbte manden an, da den mistænkte forsøgte at flygte fra stedet.

– Manden var bevæbnet, og det kom til en kort skudafgivelse, hvorunder mistænkte blev ramt. Der efterforskers videre i sagen, og Den Uafhængige Politimyndighed er underrettet og overtager som altid efterforskningen af politiets skudafgivelse, oplyser Københavns Politi i en kortfattet pressemeddelelse, hvor det understreges, at politiet for nuværende ikke har yderligere kommentarer til anholdelsen.

Anholdelsesaktionen i Kastrup er sket klokken 6.45. Den anholdte er 25 år. Desuden har politiet foretaget yderligere to anholdelser i sagen, oplyses det til Ritzau.

En kvinde fra området i Kastrup fortæller ekstrabladet.dk, at hun hørte tre skud blive afgivet.

Kirsten Bjødstrup sad og spiste morgenmad med sit barnebarn, da hun pludselig hørte bragene i Vinkelhusene i Kastrup.

Udenfor hendes vindue lå den sårede mand.

– Der var blod over det hele, og han var helt bleg i hovedet, siger kvinden til ekstrabladet.dk.

Tre ramt

I alt blev to betjente ramt af skud onsdag aften.

Foruden betjentene er også en civil person blevet ramt. Den ene betjent og den civile person er uden for livsfare.

Politiets pressetalsmand Henrik Blandebjerg fortæller, at de sårede betjente var på en rutinemæssig politiopgave på Christiania, da de ville anholde den nu mistænkte gerningsmand, som er kendt fra hashmiljøet.

– I den forbindelse lykkedes det ham at trække et skjult våben og affyre skud, siger han.

Politiet affyrede ikke skud i forbindelse med den mislykkede anholdelse. Den civile, der blev ramt, er udlænding og betegnes som et tilfældigt offer.

Gerningsmanden stak herefter af fra stedet, og et stort antal uniformerede betjente og civile betjente lagde ifølge vidner en jernring om Christiania, men altså uden at pågribe gerningsmanden. Det er nu sket.

Nok er nok

Der har været fem ransagninger i nat i København i forbindelse med sagen.

– Det her har fået lov til at gå alt, alt for langt, siger politidirektør Thorkild Fogde om den organiserede hashhandel i Pusher Street.

Direktøren mener, at det må være et wake-up call til christianitterne. Politiet ønsker ikke, at Christiania skal lægge ryg til disse kriminelle aktiviteter. Nu har det kriminelle for alvor taget overtaget. Nu skal de kriminelle presses ud.

I alt er omkring 100 personer blevet tilbageholdt, da de skal bruges som vidner til episoden. Inden pressemødet stopper, sender politidirektøren dog en tanke til betjentene.

– Vi sender mange tanker til alle de involverede betjente og deres familier, siger han.

Powered by Labrador CMS