Mistænkt spritbilist mister bevidstheden i politibil

En rutinesag udviklede sig dramatisk mandag aften i Nordjylland.

Der blev sendt en lægehelikopter afsted, da en bilist mistede bevidstheden i en politibil. Foto: Google Maps.
Udgivet Opdateret

En mistænkt spritbilist mistede mandag aften bevidstheden i en politibil, da bilen var på vej for at aflevere bilisten til at få udtaget en blodprøve. Det oplyser Nordjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Forinden var vedkommende kørt galt i et ukendt køretøj, og da politiet ankom i skikkelse af en patrulje, blev det vurderet, at vedkommende var beruset. Derfor blev bilisten anholdt og taget med i patruljevognen. Her mistede føreren bevidstheden, og der blev derfor sendt en lægehelikopter afsted.

Nordjyske.dk fortæller, at bilisten er i live, og at helikopteren landede på motorvej E45 ved afkørsel 33. Motorvejen var afspærret i forbindelse med helikopteren til- og afgang fra området.

Den Uafhængige Politiklagemyndighed er nu gået ind i sagen, så det kan blive opklaret, præcist hvad der skete, mens bilisten befandt sig i politiets varetægt.

Newsbreak.dk har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Nordjyllands Politi såvel som fra Den Uafhængige Politiklagemyndighed. 

Powered by Labrador CMS