Mor og to døtre fundet dræbt i fryser: Tysk politi jagter også børnenes far
Tysk politi har natten over været orienteret om familietragedien i Aabenraa, hvor en 27-årig kvinde og hendes to børn er blevet dræbt.
Det er ikke kun i Danmark, at en syrisk mand er eftersøgt af politiet i forbindelse med den forfærdelige familietragedie, der har udspillet sig i Aabenraa, og som blev kendt for offentligheden mandag formiddag.
Tysk politi leder også efter manden
Tysk politi har fået udleveret en personbeskrivelse og et billede af den mand, der er far til to dræbte piger og gift med deres mor, der også er fundet dræbt.
De tre lig blev fundet i en fryser i en lejlighed på Reberbanen 2 i Aabenraa søndag aften.
Flensborg Avis skriver, at Hanspeter Schwartz, pressetalsmand for det tyske forbundspoliti, oplyser, at tyske patruljevogne ved grænsen kører med en personbeskrivelse og et billede af den eftersøgte mand.
Patruljerne er således ekstra opmærksomme på personer svarende til beskrivelsen på den 33-årige mand.
Ifølge Syd- & Sønderjyllands Politi boede manden ikke sammen med resten af familien.
Stor politiaktion
Den 27-årige syriske kvinde og hendes to døtre på syv og ni år blev meldt savnet af et familiemedlem, der i noget tid ikke har haft held til at få kontakt til kvinden.
Politiet skaffede sig i løbet af søndag aften adgang til lejligheden, hvor de tre lig blev fundet i en fryser.
Da befandt kvindens mand og børnenes far sig ikke i lejligheden, og han bliver nu søgt af politiet i Danmark og altså også i nabolandet.
Familien kom til Danmark i 2015 og var registreret som flygtninge.
Politiet i gang med undersøgelser
Syd- og Sønderjyllands Politi er i øjeblikket i gang med de tekniske undersøgelser i og omkring lejligheden.
Desuden er politiet i gang med afhøring af naboer og mennesker, der kender familien.
Newsbreak.dk forsøger fortsat at få kontakt til efterforskningsleder Bent Thuesen for uddybende kommentarer. Vi har lavet en aftale om et interview, men han er endnu ikke vendt tilbage.
Hvis nogen mener, at have hørt eller set noget, der kan have forbindelse til sagen, bedes de kontakte Syd- og Sønderjyllands Politi på telefon nummer 114.