Morten Olsen indstillet til Hall of Fame

Morten Olsen indstillet til Hall of Fame

Eks-landstræner Morten Olsen er blevet indstillet til fodboldens hall of fame. Foto: Scanpix
Udgivet Opdateret

Eks-landstræner Morten Olsen hædres nu ved at blive indstillet til fodboldens Hall of Fame.

I næsten 35 år har været Morten Olsen været en del af det danske landshold. Først som spiller og siden hen som landstræner. Et job, han stoppede i tirsdag aften efter EM-fiaskoen mod Sverige.

Derfor har DBU nu valgt at hædre Olsen ved at indstille ham til Fodboldens Hall of Fame, der blev oprettet tilbage i 2008 som er en hæder for nogle af de største inden for dansk fodbold.

Forholdet mellem Morten Olsen og DBU endte med at være på frysepunktet, men det skal altså ikke stå i vejen for hæder til den nu tidligere danske landstræner.

Hylde Morten for lang karriere.

»Morten Olsen har ydet en enestående og helt ekstraordinær indsats for dansk fodbold, både som landsholdsspiller, som landstræner og i arbejdet med at udvikle dansk fodbold. Han har skabt kæmpe resultater både som spiller og træner – og givet fantastiske oplevelser til danske fodboldfans. Selv om vi lige nu er skuffede over, at vi missede kvalifikationen til næste års EM, skal vi huske at hylde Morten for hele hans lange karriere,« siger DBU-formand, Jesper Møller, i en pressemeddelelse og uddyber:

»Morten er allerede med som en del af det Dynamit-hold, der i 80’erne tryllebandt danskerne og fodboldfans over hele verden. Han var med til at sætte Danmark på fodboldens verdenskort. Men vi mener selvfølgelig også, at han fortjener sin helt plads og hyldest for sin indsats for dansk fodbold – både på og uden for banen.«

Spillere som Michael og Brian Laudrup, Peter Schmeichel og Preben Elkjær er allerede en del af Hall of Fame. Nu skal en udvalgt gruppe så beslutte, om Olsen skal optages. Optagelsen vil i så fald finde sted i marts måned, hvor Dansk Fodbold Award bliver afholdt.

 

Powered by Labrador CMS