Morten Olsen om Pelé: Han startede drømmene

Pelé spillede den slags fodbold, Morten Olsen og hans venner som drenge ville spille, siger ekslandstræneren

Udgivet Opdateret

Fodboldverdenen er blevet et ikon fattigere. Pelé er efter længere tids sygdom død i en alder af 82 år.

Den brasilianske legende betød meget for mange fodboldspillere. Blandt andre Morten Olsen.

For den tidligere danske landsholdsspiller og landstræner var Pelé i en tidlig alder symbolet på det ypperste inden for spillet med den runde bold.

Et særligt minde

- Pelé var tre gange verdensmester. Det er jo fuldstændig unikt. Derfor står han jo som værende den første store spiller - især fra det dengang ukendte Sydamerika.

- Ved VM så vi Pelé lave noget, som vi dengang ikke så nogen i Europa lave, siger Morten Olsen.

Han har et særligt minde med Pelé. I 1989 var brasilianeren til stede, da Olsen spillede sin sidste landskamp, nummer 102. I den forbindelse overrakte Pelé en brasiliansk landsholdstrøje til Olsen.

- Vi prøvede at efterabe

- For mig var han med til at "lukke cirklen" for min fodboldkarriere. Han var til stede ved min sidste landskamp i Idrætsparken.

- Han var som sagt den første store spiller, jeg havde set som dreng, og så stod han pludselig der den dag, hvor ens egen karriere sluttede, og afleverede en trøje.

- Han var ikke bare en af de store, da jeg selv startede, men det var egentlig ham, der startede drømmene. Han spillede den slags fodbold, vi knægte kunne lide, og som vi prøvede at efterabe, og så var han der, da min karriere sluttede. Hvor stort kan det blive?, siger Olsen.

Pelé var til stede i Idrætsparken, da Morten Olsen spillede sin sidste landskamp. (Arkivfoto).
Pelé var til stede i Idrætsparken, da Morten Olsen spillede sin sidste landskamp. (Arkivfoto).

BLÅ BOG: FODBOLDIKONET PELÉ

Pelé er blandt historiens største fodboldspillere og vandt blandt andet VM tre gange med Brasilien.

Efter længere tids sygdom døde den brasilianske fodboldlegende Pelé torsdag i en alder af 82 år.

Han regnes for at være en af historiens største spillere.

Her er en blå bog om brasilianeren:

* Navn: Edson Arantes do Nascimento eller Pelé.

* Født: 23. oktober 1940 i Tres Coracoes i Brasilien.

* Død: 29. december 2022, 82 år gammel.

* Position: Angriber.

* Klubber som professionel:

- Santos (Brasilien), 1956 til 1974.

- New York Cosmos (USA), 1975 til 1977.

* Fik debut på det brasilianske landshold i juli 1957, tre en halv måned før sin 17 års fødselsdag.

* Frem mod 1971 spillede han 92 landskampe, hvori han scorede 77 mål.

* Ifølge Guinness Rekordbog scorede Pelé i hele sin karriere fra 1956-1977 hele 1279 mål i 1363 kampe, men de tal indeholder en stribe venskabs- og showkampe, og anerkendte statistikere noterer sig en del færre.

* Udvalgte meritter:

- Verdensmester med Brasilien tre gange (1958, 1962 og 1970).

- Brasiliansk mester med Santos seks gange (1961-1965 og 1968).

- Vinder af Copa Libertadores, Sydamerikas svar på Champions League, to gange med Santos (1962 og 1963).

- Vinder af Intercontinental Cup, forløber for klub-VM, to gange med Santos (1962 og 1963).

Kilde: /ritzau/
Powered by Labrador CMS