Motorvej genåbnet efter forulykket lastbil

Oprydningsarbejde efter lastbil på E45 mellem Haderslev N og Vojens påvirkede morgentrafikken

Offentliggjort Sidst opdateret

Kort resume af artiklen

E45 er genåbnet mellem Haderslev og Vojens efter en lastbil forulykkede.

Ingen personer kom til skade ved de to uafhængige færdselsuheld.

Politiet opfordrer til forsigtig kørsel på grund af vintervejr.


Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

E45 er genåbnet mellem Haderslev og Vojens, efter at en lastbil har spærret det sydgående spor siden kort før klokken 01.00.

Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi på meddelelsestjenesten Politi Update.

- Der er åbnet for færdslen i begge spor i sydgående retning, lyder det.

Årsagen til afspærringen var, at en lastbil var kørt i grøften, oplyste kredsens vagtchef Jan Lolk tidligere på natten.

E45 var spærret i sydgående retning mellem afkørslerne 67 Haderslev N og 68 Vojens. Der fandt to færdselsuheld sted lige efter hinanden, oplyste vagtchefen.

- Det var indledningsvis to personbiler, der var forulykket uden personskade. Men vi bøvler i øjeblikket også med en lastbil, der står på tværs af sporet, sagde han omkring klokken 03.00.

Der var ingen tilskadekomne i forbindelse med færdselsuheldene, sagde vagtchefen.

DMI varslede torsdag snestorm i Danmark, men nedjusterede senere varslet til kun at omfatte Bornholm. (Arkivfoto).

Uafhængigt af hinanden 

Politiet fik den første anmeldelse om færdselsuheldet med de to personbiler 00.35. Anmeldelsen om den forulykkede lastbil indløb klokken 00.56.

- Da vi var på vej ud til færdselsuheldet, og da patruljen kørte nordpå, kunne den se, at en lastbil var kørt i grøften længere sydpå, sagde Jan Lolk.

Færdselsuheldene fandt sted uafhængigt af hinanden.

Politiet formoder, at køretøjerne forulykkede som følge af vejret.

- Der er jo i hvert fald frostgrader mange steder, og vi ved fra Vejdirektoratet, at der bliver saltet. Så man skal køre forsigtigt. Det er altid godt at være opmærksom på føret i vintersæsonen, sagde Jan Lolk.

Danmarks Meteorologiske Institut, DMI, varslede fra torsdag til fredag snestorm i den sydøstlige del af Danmark. Det blev senere nedjusteret til kun at omfatte Bornholm.

Også det varsel er blevet nedjusteret til et varsel om snefygning.

Powered by Labrador CMS