Muhammad Ali overdynges med roser på sin afskedstur

Kisten med den afdøde bokser mødes med roser og hyldest på sin tur gennem byen Louisville.

Kortegen anført af rustvognen med Muhammad Alis kiste kører gennem Louisville. Foto: Adrees Latif/Reuters
Udgivet Opdateret

Tusindvis af fans er mødt frem for at sige farvel til den legendariske bokser Muhammad Ali i byen Louisville i Kentucky. Billeder fra de amerikanske medier viser, at afskeden tager mange former.

Mens rustvognen med kisten roligt kører sin rute gennem byen, er gaderne tætpakkede med tilskuere, der klapper, vifter med skilte eller kaster roser efter rustvognen.

– Ali! Ali! Ali!, lyder det fra nogle fans, der gengiver kampråbene fra Muhamed Alis kampe, mens den kirsebærrøde kiste svøbt i traditionelle muslimske klæder kører gennem gaden.

– Jeg har grædt hele ugen, siger 36-årige Mike Stallings, der sammen med sine to sønner viftede med et hjemmelavet skilt, da rustvognen kører forbi, til nyhedsbureauet AFP.

– Han har aldrig set ned på almindelige mennesker, selv om han blev så stor, som han blev. Han blandede sig altid i mængderne.

Nu er mængderne kommet for at sige farvel. Ifølge AFP har mindst 6000 personer fra hele verden taget turen til Louisville i disse dage.

Turen går forbi gaden, hvor hans barndomshjem ligger. Derefter Muhammad Ali Center, inden kortegen passerer Center for African American Heritage og til sidst ned ad Muhammad Ali Boulevard mod Cave Hill-kirkegården.

Her begraves Ali, der døde 3. juni, ved en privat ceremoni. Skuespilleren Will Smith, der portrætterede bokseren i filmen “Ali” er blandt kistebærerne. Det samme er den britiske tidligere verdensmester Lennox Lewis.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS