NBA-kamp afbrudt af brand: Tilskuere evakueret

Basketballkampen mellem Toronto Raptors og Indiana Pacers blev færdigspillet uden tilskuere efter evakuering

Udgivet Opdateret

En brand, der startede i en højttaler, førte natten til søndag dansk tid til, at basketballkampen mellem Toronto Raptors og Indiana Pacers blev afbrudt.

Videoer på sociale medier viser branden, der fik myndighederne til at tømme arenaen for tilskuere med fire minutter og fem sekunder tilbage af første halvleg.

- På grund af problemer med udstyr anmoder den brandansvarlige om, at alle stille og roligt forlader bygningen.

- Der er ingen fare for sikkerheden, stod der på storskærmen i Scotiabank Arena.

Fortsatte uden tilskuere

Ved afbrydelsen stod kampen 66-38 i Torontos favør, og det endte da også med en hjemmesejr på 131-91.

Kampen blev genoptaget uden tilstedeværende tilskuere, efter at der var kommet styr på branden.

- Kampen mod Pacers vil blive genoptaget uden fans i bygningen. Vi undskylder over for alle vores fans, som var taget afsted til kampen i aften, og vi takker vores fans for støtten, lød det i en udtalelse fra holdet.

Sikker sejr

Men den manglende opbakning forhindrede ikke NBA-mestrene fra 2019 i at hente en sikker sejr.

Ud over sejren kan tilskuerne trøste sig med, at de kan få refunderet deres billetter inden for 30 dage, hvis de ønsker det.

Powered by Labrador CMS