Nu eksploderer prisen
Vær opmærksom, den når ekstreme højder
Det er måske ikke i aften, at du både skal vaske tøj, sætte opvaskemaskinen over og oplade din elbil.
Elprisen vil nemlig eksplodere og nå ekstreme højder tirsdag aften.
I hvert fald for forbrugere på Sjælland eller Bornholm.
Klokken 17-18 vil den samlede elpris nå op over 7 kr./kwh - værst er prisen omkring klokken 17.45-18.00.
Her vil elprisen koste helt op mod 10 kr. pr. kWh.
- En samlet elpris på op mod 10 kroner er ekstremt højt og heldigvis noget, vi ser meget, meget sjældent. Hvis man bor øst for Storebælt, skal man virkelig gøre, hvad man kan for at minimere sit elforbrug tirsdag aften mellem 17-18, siger Troels Skipper, der er produktchef i energiselskabet OK.
Det skriver OK i en pressemeddelelse.
Bemærkelsesværdigt
Mens elprisen i Østdanmark stiger voldsomt, forbliver priserne i Jylland og på Fyn mere stabile på omkring 2 kr. pr. kWh.
Denne markante forskel mellem øst og vest for Storebælt er usædvanlig, og årsagen til prisstigningen i Østdanmark er endnu uklar.
- Vi ser ofte forskelle mellem elprisen øst og vest for Storebælt. Men forskellen i aften er helt vild og ikke noget, vi ser ret tit. Jyder og fynboer skal altså i en periode betale op mod 7-8 kr. mindre for strømmen end sjællændere og bornholmere. Det er bemærkelsesværdigt, fortæller Troels Skipper