Ny drejning i kendis-skudsag

Alec Baldwin er blevet sagsøgt

Udgivet Opdateret

De pårørende til den 42-årige filmfotograf Halyna Hutchins, der blev dræbt på et filmset i USA i oktober, har rejst et søgsmål mod en række personer.

Det siger familiens advokat Brian Panish tirsdag på et pressemøde.

Det er skuespilleren Alec Baldwin "og andre, der var ansvarlige for sikkerheden på filmsettet", der er blevet sagsøgt af de pårørende.

Kræver erstatning

Halyna Hutchins døde under optagelserne til westernfilmen "Rust".

Hun blev ramt af et skarpt skud fra en pistol, som Baldwin holdt i forbindelse med nogle prøver. Også instruktøren Joel Souza blev ramt, men overlevede.

Søgsmålet er fremsat på vegne af Halyna Hutchins' efterladte mand, Matthew Hutchins, og deres niårige søn. Det oplyser advokaten.

De kræver en "betragtelig" erstatning for filmfotografens "uretmæssige" død.

"Kold pistol"

Hændelsen, der fandt sted på Bonanza Creek Ranch i delstaten New Mexico, bliver fortsat efterforsket af lokale myndigheder.

Der er ikke rejst nogen sigtelser i sagen.

Alec Baldwin har tidligere udtalt, at han var blevet fortalt, at pistolen var "kold". Det er et udtryk i filmindustrien, der dækker over, at pistolen ikke er skarpladt og er sikker at bruge under optagelser.

Produktion stoppet

Optagelserne af filmen havde været i gang siden 6. oktober, men blev øjeblikkeligt standset efter ulykken. Baldwin har tidligere oplyst, at produktionen af filmen ikke vil blive genoptaget.

Baldwin er kendt fra et hav af film siden 1980'erne, herunder "Jagten på Røde Oktober", "Pearl Harbor" og flere film i serien "Mission Impossible".

I de seneste år har han haft stor succes ved at spille den tidligere præsident Donald Trump i NBC's satireprogram "Saturday Night Live".

Skuespiller Alec Baldwin er blevet sagsøgt efter drab på fotograf
Skuespiller Alec Baldwin er blevet sagsøgt efter drab på fotograf

Det ved vi om ulykken

Den amerikanske skuespiller Alec Baldwin skød en filmfotograf og sårede en instruktør i en ulykke med en rekvisitpistol på settet til filmen "Rust" i New Mexico torsdag lokal tid.

Her er, hvad de internationale medier og nyhedsbureauer skriver om hændelsesforløbet:

* Omkring klokken 13.50 lokal tid torsdag modtog alarmcentralen et opkald fra et filmset i byen Santa Fe i delstaten New Mexico.

* I opkaldet bad en kvinde om hjælp, da en instruktør og filmfotograf var blevet skudt under optagelserne til westernfilmen "Rust".

* De to personer var såret af skud fra en rekvisit-pistol, der var affyret af hovedrolleindehaveren og producenten, den 63-årige Alec Baldwin.

* Den 42-årige filmfotograf Halyna Hutchins blev erklæret død på hospitalet, efter at hun blev ramt af skud i brystet.

* Den 48-årige instruktør Joel Souza blev behandlet på hospitalet og udskrevet igen fredag, efter at han blev ramt af skud i skulderen.

* En assisterende instruktør, der ikke vidste, at rekvisit-pistolen var skarpt ladt, havde givet pistolen til Baldwin og råbt "koldt våben".

* I filmbranchen er det et udtryk for, at et våben er uden ammunition.

* Rekvisit-pistolen blev affyret inde i en bygning på filmsettet.

* Det er uvist, hvor mange patroner der var i våbnet. Ifølge en fagforening i Hollywood blev der kun affyret ét skarpt skud.

* Efterforskere har beslaglagt våbnet samt Baldwins kostume som bevismateriale i sagen.

* Politiet har ikke sigtet nogen personer i sagen.

* Baldwin skriver fredag på Twitter, at han samarbejder med politiet. Han blev fredag afhørt af politiet, der efter afhøringen lod ham gå.

* Optagelserne af filmen, der har været i gang siden 6. oktober, blev øjeblikkeligt standset efter ulykken.

Kilder: AFP, Reuters, AP, CNN og Variety.

Kilde: Ritzau
Powered by Labrador CMS