Ny forskning: Dette kan forebygge prostatakræft

Fodboldtræning forebygger mange hospitalsindlæggelser for mænd med prostatakræft, viser dansk forskning.

Kender du de mulige symptomer på prostatakræft? Foto: Scanpix.
Kender du de mulige symptomer på prostatakræft? Foto: Scanpix.
Udgivet Opdateret

Motionsfodbold for mænd med prostatakræft kan mere end at skabe godt fællesskab og give patienter et afbræk fra sygdommen.

Træning en eller to gange om ugen har også en klinisk betydning for patienterne, og det kan forebygge mange hospitalsindlæggelser.

Det slår en gruppe forskere fra Universitetshospitalernes Center for Sundhedsfaglig Forskning ved Rigshospitalet fast i et nyt forskningsprojekt.

Resultaterne er netop blevet publiceret i det anerkendte videnskabelige tidsskrift Plos Medicine.

– Mænd, der spiller fodbold, har signifikant færre indlæggelser. De har bedre mentalt helbred, og de har stærkere knogler end de mænd, vi har sammenlignet med i projektet, siger Ph.d., fysioterapeut og hovedforfatter på projektet Eik Dybboe Bjerre.

I galleriet ovenfor kan du se, hvilke symptomer på prostatakræft du skal holde godt øje med.

Positive resultater

Forskerne har fulgt 214 mænd med prostatakræft i et år. Den ene halvdel har trænet fodbold en eller to gange om ugen. En anden sammenlignelig kontrolgruppe har levet på normal vis med den motion, hver enkelt selv har prioriteret.

Efter et års opfølgning viste det sig, at der i kontrolgruppen på 105 personer var 33 hospitalsindlæggelser. I gruppen med 109 mænd, der har dyrket fodbold, var der 20 indlæggelser.

Det er ikke angivet i projektet, hvad der har ført til indlæggelserne.

Artiklen fortsætter under videoen

Ifølge Eik Dybboe Bjerre er det første gang, at forskere har påvist en så klar effekt af et socialt motionsinitiativ.

– Vi ved, at fodbold kan være en god motionsform, fordi der er mange højintense løb, og fordi det kan være med til at styrke knogler og muskulatur, siger han.

– Men vi har aldrig tidligere kunnet dokumentere, at motionsfodbold også har en klinisk betydning for, hvor ofte de har behov for at blive set på et hospital.

Deltagerne i projektet var i gennemsnit 68 år.

Prostatakræft

* Prostatakræft rammer omkring 4365 mænd hvert år. Den ses typisk hos ældre mænd.

* Forstørrelse af prostata er ikke kræft. Dog kan kræft i prostata give de samme symptomer. Hvis symptomerne udvikler sig over kortere tid, og særligt hvis de optræder i 40-50-årsalderen, kan de være tegn på kræft i prostata.

* Ifølge Kræftens Bekæmpelse bør man opsøge sin læge, hvis der er blod i urinen eller i sæden. Hvis der er aftagende eller manglende sædmængde, blærebetændelse, vedvarende smerter og rejsningsbesvær.

Man bør også tale med sin læge, hvis man oplever slap stråle og hyppig vandladning om natten, besvær med at komme i gang med at tisse og ukontrollerbar vandladningstrang. Det er dog almindeligt, at ældre mænd oplever det.

* Mange mænd med kræft i prostata får aldrig symptomer på sygdommen. Sygdommen vil ofte udvikle sig langsomt. Hos mellem 30-50 procent af de mænd, der får konstateret prostatakræft, er sygdommen ikke livstruende.

Mange lever med en lille kræftknude, uden at den bliver opdaget. Det kan tage flere årtier, før kræftknuden vokser eller spreder sig.

Kilde: Kræftens Bekæmpelse.

Ifølge Eik Dybboe Bjerre dyrkede mændene i kontrolgruppen også en del motion, og det gør ifølge forskeren resultatet af projektet endnu mere opsigtsvækkende.

Powered by Labrador CMS