Ny kampagne sat i søen: Udsatte vejarbejdere er også fædre

"Pas på min far" er en kampagne, der skal appellere til de danske bilister, som har lidt for travlt på landevejen. Denne gang kører kampagnen med børnetegninger, der skal få folk til at respektere fartgrænsen og arbejderne.

Udgivet Opdateret

De fleste kender det godt. Man er kommet afsted i sidste øjeblik, og så er der lige en strækning på 14 motorvejs-kilometer, hvor gravemaskiner og vejtromler er skyld i, at fartgrænsen er sænket til 80 kilometer i timen.

Det kan være frustrerende – og mange bilister har da også en tendens til at lade hånt om fartgrænser og trafikale forhold.

Og det er skidt. Og det resulterer både i uheld, ulykker og en stigende grad af “road rage” – eller på dansk: trafikvrede. Men vejarbejdere er også fædre.

I galleriet over artiklen kan du se de nye skilte i trafikken – der skal redde menneskeliv.

En hverdag præget af frygt for livet

– Vi oplever en ubehagelig stigning af chikane over for vejarbejderne, hvor utålmodige bilister vælger at komme med aggressive tilråb og i nogle tilfælde kaste genstande efter dem, fortæller Ib Nielsen, der er arbejdsmiljøkonsulent i 3F.

Sammen med Asfaltindustrien står fagforbundet bag kampagnen – og i den anledning har de udsendt en pressemeddelelse.

For de danske vejarbejdere møder en hverdag, der er præget af frygt for deres liv, når respektløse bilister vælger ikke at overholde fartgrænserne eller bevidst chikanerer dem.

Worst case kan denne travlhed føre til påkørsler, og derfor sættes der nu endnu engang fokus på, at bilisterne skal lette foden fra speederen, og ikke gøre vejarbejdernes arbejdsplads farligere end den i forvejen er.

Alle kan forstå det rørende budskab

De fleste husker kampagnen ”Pas på min far” med det glade barn med sin fars hjelm på, der første gang kørte i 2000.

Den blev en stor succes, fordi den med et klart signal ramte lige dér, hvor alle kan forstå meningen, uden at der løftes nogen pegefinger.

Onsdag den 25. april er kampagnen sat i søen igen – men denne gang sker det med børnetegninger under det stærke budskab: ”Pas på min far”.

Det skal få bilisterne til at respektere fartgrænsen og vejarbejderne.

Vil gerne lave om på uheldsstatistikken

– Kampagnen har tidligere haft en stor påvirkning, fordi alle kunne relatere sig til budskabet. Men vi glemmer ligeså hurtigt igen, når vi ikke længere mødes af det lille barn på plakaterne langs vejen, fortæller Trine Kølby, der er arbejdsmiljøkonsulent i Asfaltindustrien.

De senest oplyste tal fra Vejdirektoratet er fra 2016, hvor antallet af ulykker ved vejarbejdsområder på 240. Heraf var der personskade i 54 af disse.

– Det er et tal, som vi naturligvis gerne vil lave om på. Derfor håber vi på, at kampagnen igen vil huske bilisterne på, at det er forældre som dem selv, der arbejder langs vejene. Og at det er forældre, der også gerne vil hjem til deres børn, understreger Trine Kølby.

Powered by Labrador CMS