Ny udstykning af byggegrunde på historisk naturområde

Offentliggjort Sidst opdateret

I attraktive omgivelser tæt på Kolding centrum udstykkes nu 44 unikke byggegrunde med både skov, fjord og skole som naboer. Området var populært helt tilbage i jernalderen, viser arkæologiske udgravninger.

Nu har du mulighed for at erhverve dig en af 44 grunde på Idylvænget i Kolding. Selskabet Idylvænget ApS med forretningsmanden Klaus Hansson i spidsen har gjort det muligt for alle at realisere nybyggerdrømmene midt i naturen, tæt på midtbyen. Idemanden bag udstykningen opdagede forretningsmuligheden ved et tilfælde.

– På cykel kørte jeg forbi en grøn og frodig eng med et til-salg-skilt. Jeg tænkte, det her er lige noget for mig. Der er jo altid mangel på attraktive byggegrunde, og disse er simpelthen noget af det bedste, jeg nogensinde har set. Placeringen er unik i smukt landskab kun et stenkast fra den velfungerende skole og idrætsforeningen i Dalby, fortæller Klaus Hansson, partner i Idylvænget ApS.

Byggemodningen er næsten færdig, og de første huse er ved at blive opført. Efter nytår er salget af grunde for alvor gået stærkt, og selskabet bag udstykningen forventer at have solgt mellem 10 og 15 grunde inden påske.

Dels på grund af udstykningens på én gang centrale og naturskønne beliggenhed, dels på grund af den attraktive totaløkonomi ved at opføre et splinternyt hus, da byggeriet skal opfylde 2015-kravene til energieffektivitet.

4.000 år gamle boliger

På den 70.000 m2 store udstykning har arkæologer fra Museum Sønderjylland udgravet fire langhuse. De kulturhistoriske fund er af forskellige aldre, og de ældste menes at stamme fra den tidlige jernalder for omkring 4.000 år siden.

Specialister arbejder lige nu på at tidsfastsætte de forskellige fund mere præcist.

– Allerede i jernalderen var dette område et attraktivt sted at bo. Det er meget let at forstå, når man stiller sig i skovkanten og beskuer engen med fjorden i horisonten. Udsigten har i hvert fald ikke ændret sig siden dengang, siger Klaus Hansson.

Slog til med det samme

En af de første grundkøbere på Idylvænget er det sønderjyske byggefirma Alterna Huse. Indehaver Allan Nielsen var på udkig efter en god grund at bygge et udstillingshus på, og da han så planen for udstykningen på Idylvænget, slog han til med det samme.

– Området er rigtig flot, og udstykningen ligger fantastisk. Vi har været heldige at få en rigtig fin grund midt i naturen. Et af vores eksisterende typehuse er tilpasset efter grunden og verdenshjørnerne, så det passer til engens forløb, fortæller Allan Nielsen.

Ikke to af de 44 grunde er ens. Set som en helhed har Bo Christensen, arkitekt og partner i Idylvænget ApS, tilstræbt en landsskabsarkitektur, der er i god tråd med det eksisterende landsbymiljø i Dalby. Han har skabt et organisk udtryk med kurvede grunde, hvis forløb i landskabet centrerer sig om de grønne fællesarealer i midten med blandt andet legeplads.

Med i de grønne områder er også et stykke skov, hvor der etableres en skovlegeplads og bålplads. Salget af grundene varetages af Danbolig Henning Larsen & Co.

Powered by Labrador CMS