Nye tal: Det vælter med ledige stillinger

Der har været opslået rigtig mange job i juli måned Foto: www.colourbox.com/free
Udgivet Opdateret

Det ser ikke så skidt ud på jobmarkedet. Antallet af ledige stillinger ligger nu lige så højt som før krisen.

Temperaturen på det danske arbejdsmarked nærmer sig det normale trods en usædvanlig varm sommer. Det viser antallet af ledige stillinger, der var opslået på jobnet.dk i juli. Tallet landede på 20.179 ledige stillinger.

Og selv om det er et fald på næsten 6500 i forhold til måneden før, fordi antallet af opslåede stillinger typisk falder kraftigt i sommerferien, så er der tale om en stigning i antallet af ledige stillinger på 7,6 procent i forhold til juli sidste år. Det viser tal fra Arbejdsmarkedsstyrelsen.

– Faktisk skal vi helt tilbage til de glade dage i 2008 for at finde en juli måned, hvor der har været flere ledige stillinger at søge, siger Jan Størup Nielsen, senioranalytiker i Nordea, i en kommentar.

Også antallet af fyringsvarsler bekræfter billedet af en gradvist forbedret situation på det danske arbejdsmarked.

I juli var der kun to danske virksomheder der måtte udsende en varsling om masseafskedigelser. I alt omfattede disse varslinger 45 personer, viser tallene.

– Igen er det dog vigtigt at understrege, at juli måned selvsagt ikke er højsæson for fyringsvarsler. Men igen når tallene sammenlignes med de tidligere år, så har vi ikke i statistikkens mere end 7-årige historie set så lavt et antal fyringsvarsler i juli måned, siger Jan Størup Nielsen.

Samlet er der i årets første syv måneder samlet blevet varslet 3813 fyringer. Sidste år på samme tid var der til sammenligning 5942 varslede fyringer.

– Dagens tal er en god nyhed og i lyset af at de sidste par uger har budt på knap så positive nøgletal, viser arbejdsmarkedet i øjeblikket overraskende gode takter, siger Erik Bjørnsted, chefanalytiker i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.

– Samtidig med antallet af varslede fyringer er relativt lavt, slås der nemlig også flere stillinger op. Det peger alt sammen i retning af beskæftigelsesfremgang den kommende tid, siger han.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS