Nye ungdomsboliger revet væk

De nye studieboliger på Skamlingvejen. Foto: Elo Christoffersen.
Offentliggjort Sidst opdateret

Ungdomsboliger, der er til at sidde i for en SU, er særdeles populære i Kolding. Lejerbo bygger Campus Living Kolding, 83 1- og 2-værelses ungdomsboliger, som er klar til indflytning i november, men allerede nu er de udlejede.

Kolding Kommune har som mål at bygge mindst 300 ungdomsboliger, og støtter de kommende år fire forskellige byggerier. Lejerbos Campus Living Kolding har i det nyeste bygget flere størrelser lejligheder, og de billigste på 34 m2 med eget køkken og bad koster under 3.000 kr. pr. måned.

– Vi var klar over, at boligerne ville være populære, for de ligger tæt på flere af byens uddannelsessteder og med midtbyen på den ene side og grønne områder til den anden. For at hjælpe de studerende ved studiestart her 1. september, har vi tilbudt dem boliger i nogle tidligere ældreboliger tæt på, indtil deres nye bolig er helt klar til indflytning, siger Bent Jacobsen fra Lejerbo.

Boligerne på Skamlingvejen er fordelt på seks etager. Mod gaden har de fransk altan, mens der på 1. sal er en stor tagterrasse, som alle beboere har adgang til. Lejlighederne har et tilhørende depotrum, ligesom fibernetforbindelse er standard.

– Det er noget nær enestående, at en studieby i Danmark kan tilbyde spritnye lejligheder til studerende, som de også har råd til på en SU. De kan bo godt, og stadig have råd til et studenterliv, når man er i begyndelsen af 20’erne, siger Thomas Boe, By og Udviklingsdirektør i Kolding Kommune.

Det næste byggeri af yderligere 80 ungdomsboliger er allerede i gang og er klar til maj næste år. Mangler du en studiebolig i Kolding, kan du blive skrevet på studentkolding.dk, der har over 1.000 ungdomsboliger.

Powered by Labrador CMS