Nyt madmarked: Ved ikke hvor 13 af 15 produkter stammer fra

Syrien Bazar i Aalborg har netop skiftet ejer - den gamle virksomhed fik det ene bødeforlag efter det andet, men med en ny ejer var der håb. Men madmarkedet får stadig middelmådige smileyer, mens problemerne bliver ved.

Syrien Bazar i Aalborg har efter et ejerskift stadig problemer. Foto: Colourbox
Udgivet Opdateret

Det er ikke mange dage siden, at Newsbreak.dk kunne fortælle historien om et madmarked, der ignorerede al kontrol. Med til historien fulgte den underfundige historie om en ejer, der ikke vidste, hvem den nye ejer af butikken skulle blive. Til trods for at den nye ejer var i butikken, da Fødevarestyrelsen var i butikken.

Nu er der nyt i sagen, da Fødevarestyrelsen har besøgt virksomheden under den nye ejer, Mohammed Khir Mohammad M. Moussa. Fødevarestyrelsen var ikke udbredt begejstret, da de besøgte Syrien Bazar i Aalborg. I den nye kontrolrapport, står det klart, at smileyen viser en helt flad og mellemfornøjet grimasse.

– Det er sådan, at en ny virksomhed betyder ny historik, så derfor ligger den der, hvor en ny virksomhed ville ligge. Fordi det er en ny virksomhed og vi ikke kan dokumentere andet, så starter man på en frisk, siger Thomas Barbré fra Fødevarestyrelsens Rejsehold til Newsbreak.dk.

Meget arbejde forud

I den omfattende kontrol, der varede over to timer, kom det blandt andet frem, at virksomheden stadig har problemer med sporbarhed. I 13 ud af 15 tilfældige produkter kunne ejeren ikke redegør for, hvor produktet stammer fra.  I rapporten fremgår det, at ejeren havde et svar til problemet.

– Vi finder det til Jer.

Men problemer er der flere af. Det fremgår endvidere, at der på kasseapparatet ikke fremgår et CVR-nummer – og da rejseholdet spørger om virksomhedens CVR-nummer, så kan ejeren ikke huske det.

– Vi prøver med en indskærpelse at vise, at det her skal der være styr på. Det er det, der er ideen med det. En af hjørnestenen i fødevaresikkerhed er, at man ved, hvor tingene kommer fra. Der er et andet issue, der er, at der en generel regel i EU, at varerne skal være mærket på det sprog, som man bruger i landet. Det vil sige, at hvis du er i Danmark, så skal varen være deklareret på dansk. Her var tilfældet, at det var lidt forskelligt, hvilket sprog der stod på deklarationen, siger Thomas Barbré.

Fødevarestyrelsen planlægger nyt besøg

Eftersom at Fødevarestyrelsen har givet en indskærpelse overfor Syrien Bazar, så kan den aalborgensiske virksomhed se frem til et nyt besøg indenfor to måneder.

– Vi må jo vente og se, om der kommer en udvikling. Det er jo det, som vi skal tro på, at vores kontrol vil give. Vi vil jo gerne have virksomheder, der fungerer, siger Thomas Barbré.

Det har ikke været muligt for Newsbreak.dk at få en kommentar fra Mohammed Khir Mohammad M. Moussa.

Powered by Labrador CMS