Nytåret varede længe: To unge kvinder reddet ud fra røgfyldt kollegie

På kollegiet Kløvergården i Skødstrup nord for Aarhus måtte brandvæsnet tirsdag aften redde to personer ud, efter en røgbombe havde fyldt kollegiet med røg.

Der måtte iværksættes en større redningsaktion på kollegiet. KLIK FOR FLERE BILLEDER. (Foto: Øxenholt Foto)
Der måtte iværksættes en større redningsaktion på kollegiet. KLIK FOR FLERE BILLEDER. (Foto: Øxenholt Foto)
Udgivet Opdateret

Et festligt indslag til en forsinket nytårsfest eller alt for meget? Østjyllands Brandvæsen hælder nok til det sidste, efter de tirsdag aften måtte redde to personer ud fra kollegiet Kløvergården i Skødstrup nord for Aarhus.

To piger anmeldte nemlig, at det brændte på kollegiet. Der kom røg ind under døren til deres værelse, og de chokerede piger måtte derfor reddes ned med stige fra deres vindue på 2. sal.

Det viste sig dog, at der ikke var brand – men noget helt andet. En røgbombe havde fyldt kollegiet med – ja – røg. Det fortæller indsatsleder Thomas Jørgensen fra Østjyllands Brandvæsen til TV2 Østjylland:

– Vi har svært ved at finde stedet, hvor ilden er, men finder så i stedet en røgbombe i et rødt skab, og det er den, der har skabt røg i opgangen, fortæller Thomas Jørgensen til stationen.

Til Newsbreak.dk fortæller kommunikationskonsulent hos Østjyllands Politi, Janni Lundager, at politiet fik anmeldelsen klokken 03.13. Men de har ikke fundet frem til gerningsmanden bag den grove nytårs-spøg.

Powered by Labrador CMS