Øl feder mindre end vin

Øl indeholder både vitaminer og mineraler og feder mindre end vin. Foto: Iris/Scanpix
Udgivet Opdateret

Hvis du gik og troede, at vin var sundere end øl, kan du godt tro om igen. Øl er ikke bare tomme kalorier

Øl feder og er blot tomme kalorier. Sådan tænker de fleste danskere, viser en ny undersøgelse. Men faktisk indeholder øl langt færre kalorier pr. volumen-enhed end for eksempel vin, fortæller ernæringsekspert Ida Krak.

Øl indeholder desuden en række gavnlige vitaminer og mineraler, især er øl rigt på B-vitaminer samt på mineraler som magnesium og silicium, der styrker knoglerne.

Hele 89 procent af de adspurgte i undersøgelsen mente, at øl feder, og 69 procent ser øl som tomme kalorier.

Øl er bedre end andre alkoholiske drikke

Men fakta er, at det er bedre at drikke øl end andre alkoholiske drikke, hvis man vil holde den slanke linje. Øl indeholder nemlig langt færre kalorier pr. volumen-enhed end både vin og spiritus. Drikker du 100 ml. almindelig pilsnerøl, får du kun 38 kalorier, men drikker du 100 ml. rød- eller hvidvin, får du 75-80 kalorier – altså cirka dobbelt så mange kalorier som i øl.

Det lavere antal kalorier i øl hænger sammen med den lavere alkoholprocent, som også betyder, at øl indeholder mere vand pr. gram alkohol end vin gør. Faktisk bidrager øl, i modsætning til vin og spiritus, til en positiv væskebalance, så man undgår dehydrering i sommervarmen.

– Mange ved, at vin i mindre mængder kan være sundt, men det er øl altså også – blandt andet er øl godt for hud, hår og negle, på grund af mængden af B-vitamin.

– Jeg anbefaler, at når man korrigerer sin kost, kan alkohol godt være en del af ens livsstil. Men alt skal nydes med måde! Det gælder om at finde ud af, hvilken type man er – og elsker man en kold øl på en varm sommerdag, så er det da super. Der er ikke noget forgjort i at nyde alkohol. Og hvis man ligefrem er kalorierytter, så skal man gå efter øllen, for der er færre kalorier per glas. Så er du petitesserytter, går du efter øllen, og er du livsnyder, går du efter det, du har lyst til – og det kan sagtens være en øl., siger Ida Krak, som er kostvejleder og personlig træner.

Snupper du en pilsner til frokosten eller aftensmaden, kræver det kun 15-20 minutters rask gang, at forbrænde de ekstra kalorier. Til gengæld får du dækket mindst fem procent af dit daglige behov for en række vigtige vitaminer og mineraler som for eksempel B-vitaminer, magnesium og silicium.

Powered by Labrador CMS