Otteårig drukner i vaskemaskine: Læge beskyldt for mord for hans organer

Ifølge en retsmediciner slog lægen drengen ihjel med for meget smertestillende for at kunne bruge hans organer.

Politiet er lige nu ved at undersøge, om drengen blev myrdet af sin læge for at andre kunne få gavn af hans organer.Arkivfoto: SCANPIX
Arkivfoto: SCANPIX

Udgivet Opdateret

Da otteårige Cole Hartman ankom til Ronald Reagan UCLA Medical Center i Los Angeles var han i meget kritisk tilstand. Den otteårige havde fået hjertestop, efter han næsten var druknet i en vaskemaskine derhjemme. Ambulancereddere havde fået hans hjerte til at slå igen, men han var stadig i en koma og sat til en respirator. Det skriver Los Angeles Times.

Lægerne fortalte Coles familie, at drengen ikke var hjernedød, men at han aldrig ville vågne igen. Forældrene valgte derfor at slukke for respiratoren og donere Coles organer. 23 minutter efter respiratoren blev slukket, blev den lille dreng erklæret død.

Retsmediciner: Slog drengen ihjel for organer

Den tilsyneladende fredfulde død bliver nu flere år senere efterforsket af Los Angeles politi: For blev Cole muligvis dræbt af sin læge? Politiet undersøger nemlig en anklage fra retsmedicineren om, at lægen gav Cole en for høj dosis af det smertestillende stof fentanyl.

Stoffet endte med at slå drengen ihjel og retsmedicineren mener, at lægen gav drengen for meget smertestillende for at fremskynde hans død og sørge for, at organerne kunne blive brugt til organdonation. Indtil videre er ingen blevet tiltalt i sagen.

– Lægen ville kun sikre, at det her barn, som var druknet og aldrig ville komme sig, ikke led, da respiratoren blev slukket, understreger lægens advokat i en mail.

Ingen troede på hende

Politiet startede efterforskningen tidligere på året. Anklagen kommer fra Denise Bertone, en kendt restmediciner, der specialiserer sig i børns død. Under Coles obduktion i 2013, lagde hun mærke til brugen af fentanyl. Det tog hende to år, at overtale hendes chef om at undersøge sagen igen.

På grund af hendes vedholdenhed blev Coles dødscertifikat ændret i december. Her blev fentanyl tilføjet som en vigtig dødsårsag. Ifølge Denise har hun fået dårligere arbejdsforhold som en straf for, at hun har stillet spørgsmålstegn ved Coles død. Hun sagsøger derfor kommunen.

Coles forældre har først hørt om anklagerne for nyligt. De vil ikke kommentere på sagen, før efterforskningen er afsluttet.

Søn i vaskemaskine 25 minutter

Cole er født med fragilt X-syndrom. Det er en genetisk afvigelse, der giver psykiske og fysiske handikap. Den 31. juli 2013 kom Coles far ind efter at have slået græsplænen. Her fandt han Cole i vaskemaskinen, mens den var i gang. Ifølge Coles forældre kunne deres søn have haft hovedet under vand i op til 25 minutter.

Cole blev hastet på hospitalet. Her mødte forældrene den omtalte læge. Hun bliver anset som en ekspert i at behandle alvorligt skadede børn. Hun har været med til at skrive statslige retningslinjer for pleje af børn i kritisk tilstand og laver velgørenhedsarbejde i Afrika, Asien og Latinamerika.

Lægen fortalte forældrene, at Coles hjerne var meget skadet på grund af iltmangel. Forældrene bestemte bagefter, at de ville slukke for respiratoren og donere deres søns organer.

Tidspres pressede lægen

Fordi Cole ikke var hjernedød, kunne organerne først fjernes efter respiratoren var slukket og hans hjerte ikke længere slog. Med proceduren følger et tidspres, fordi organerne nogle gange begynder at blive nedbrudt ligeså snart de mangler ilt. Nogle organer kan ikke bruges til transplantation efter 30 minutter.

Klokken 10.40 blev respiratoren slukket og et transplantationshold ventede udenfor døren, men Cole stoppede ikke med at trække vejret med det samme. Det er ikke sikkert, hvad der skete bagefter, da det kun er dele af rapporten fra retsmedicineren, der er offentliggjort på grund af efterforskningen.

Denise påstår i sit søgsmål, at drengen blev ved med at hive efter vejret og at lægen gav ham fentanyl med det formål at fremskynde hans død.

Meget kendt retsmediciner

Ifølge eksperter er det svært at vide, om patienter som Cole lider. Men læger fortrækker at være forsigtige og give rigeligt med smertestillende, når respiratoren bliver slukket. Patienten skal bare ikke have så meget smertestillende, at det bliver den primære dødsårsag.

Hospitalets politik accepterer brug af smertestillenede i en mængde, der er forsvarlig for at lindre smerte. Det er forbudt at bruge det for at præservere organer og fremskynde døden.

Coles hjerte stoppede med at slå klokken 10.59. Fire minutter senere blev han erklæret død af lægen. Hans nyrer og lever blev derefter brugt til transplantation.

Denise fik Coles sag lige efter hans død. Hun er specialist i børns dødsfald, er uddannet sygeplejersker og har efterforsket mere end 2.500 dødsfald. Politi fra alle stater ringer jævnligt til hende for at få hjælp til gerningssteder.

Retsmedicinere i krig

Efter at have set på Coles journal var Denise bekymret over dosen af fentanyl, lægen havde givet Cole. Cole vejede nemlig kun 21 kilo men fik 500 mikrogram fentanyl.

Denise fortalte sin chef, at hun troede, at Cole døde af fentanyl. Ifølge Denise betød det, at Cole var blevet dræbt, enten bevidst eller ubevidst, af lægen. Hun bad derfor sin chef om at analysere en blodprøve fra drengen. Chefen nægtede og skrev drukning og fragilt X-syndrom på som dødsårsagerne.

Men det var ikke nok til at få Denise til at stoppe. Hun blev ved med at brokke sig til chefer både direkte og i mails. Til sidst gik chefen med til at analysere en blodprøve. Den viste, at Cole havde fentanyl i sit system. Denise pressede bagefter chefen til at ændre dødsårsagen, men han nægtede endnu en gang.

Straffet for at finde sandheden

Efter chefen skiftede job sidste år, prøvede Denise at presse den nye chef. Han gik med til at genåbne sagen. En speciallæge i toksologi konkluderede, at fentanyl var skyld i drengens død og at doseringen var for stor til kun at være smertelindrende.

Herefter blev drengens dødsårsag ændret og politiet blev involveret. Det er stadig ikke blevet bestemt, om lægen gav Cole for meget fentanyl ved en fejl eller, om det var med vilje.

Denise er ikke længere fuldtids ansat. I sit søgsmål påstår hun, at hun er blevet fjernet fra det arbejde, hun elskede, som en hævn for at stille spørgsmålstegn ved Coles død.

Dem der kender lægen siger, at hun er meget bekymret over anklagerne.

– Vi taler om en, der har haft en eksemplarisk karriere. Hun er meget bekymret over, at der bliver sået tvivl ved hendes evner og intentioner, fortæller Doktor Jean Lake, der er børnelæge og kender lægen godt.

 

Powered by Labrador CMS