Overblik: Hoppede du på en aprilsnar i dag?

Statsminister-Lars bliver til chefredaktør-Lars, og en plante producerer kød. Sådan drives der gæk 1. april.

Håndværkere var blandt dem, der var en del af dagens aprilsnare. Foto: Scanpix.
Udgivet Opdateret

Siden 1900-tallet har danske medier skrevet udspekulerede falske nyheder 1. april, og virksomheder både i Danmark og udlandet hopper også med på traditionen med aprilsnar.

Få et overblik over nogle af torsdagens forsøg på at narre verden her:

Lars Løkke tager roret på Ekstra Bladet.

Tidligere statsminister og nu løsgænger Lars Løkke Rasmussen og Ekstra Bladet har øjensynligt lagt den årelange strid bag sig. Ifølge avisen er Lars Løkke Rasmussen nemlig blevet chefredaktør på Ekstra Bladet.

– If you can’t beat them, join them, siger Lars Løkke Rasmussen ifølge Ekstra Bladet om sin nye ansættelse.

Plastikkirurger løser problemet med “håndværkerrevnen”.

En ny kosmetisk operation kan spare håndværkere fem centimeter. Det skriver privathospitalet AK Nygart i en pressemeddelelse.

Hospitalets plastikkirurger har angiveligt fundet en måde operere den famøse håndværkerrevne væk, så landets håndværkere fremover trygt kan bukke sig forover eller sætte sig på hug.

Eske Willerslev og Meyers står bag ny kødproducerende plante.

En forskergruppe anført af Eske Willerslev, Arne Astrup og Nguyen Trung Vo har sammensat dna fra kvæg og fra en ært. Det har resulteret i en ny art kaldet lollandsk kødrosin.

– Den nye hybridplante vokser ved hjælp af vand og sollys ligesom almindelige planter, men i stedet for ærter, vokser der små kødbollelignende proteiner i bælgene, siger Nguyen Trung Vo.

Kvinfo vil gøre rent i sproget – nullermænd skal hedde nullerpersoner.

Mange gør forårsrent i hjemmet. Men står det til Kvinfo, der er et videnscenter for køn, ligestilling og mangfoldighed, skal der også ryddes op i det “kønnede” sprog.

Det skriver Kvinfo på sin hjemmeside.

Klumperne af støv, der samler sig i hjørner, kaldes traditionelt nullermænd, men det skal være slut.

Nullerpersoner bør være det nye ord, lyder det fra Kvinfo. Videnscentret henviser til, at det i Norge hedder hybelkanin (på dansk kollegiekanin), i Sverige dammtuss (støvtot) og på hollandsk stofvlok (støvfnug).

Kvinfo vil bede Dansk Sprognævn introducere det nye ord.

DF’s Søren Espersen flytter til Grønland og stifter nyt parti.

Søren Espersen har siden 2005 været folketingsmedlem for Dansk Folkeparti, men nu er det slut.

Espersen, der blandt andet er partiets udenrigs-, færøerne- og grønlandsordfører, har besluttet at flytte til Ilulissat (Jakobshavn) i Grønland, hvor han har sammen med unge grønlændere har stiftet Grønlandsk Folkeparti.

Det oplyser han i en pressemeddelelse, der er delt på Twitter.

– Det er en gammel drøm, der nu går i opfyldelse, siger han i meddelelsen.

Søren Espersen vil stå på stemmesedlen til valget i Grønland 6. april, lyder det.

Nasa finder engangsplastik på Mars.

Det er langtfra kun på kloden, at der bliver smidt plastik i naturen.

Det amerikanske rumagentur, Nasa, oplyser i en pressemeddelelse, at rumkøretøjet “Perseverance” har fundet, hvad der ser ud til at være engangsplast på Mars.

Det skriver avisen The Guardian.

– Mens det er svært at fastslå præcist, hvad disse ting var, var flere af dem i forhold til form og størrelsen lig et typisk plastiksugerør, gaffel eller en rørepind fra Jorden, siger David Jones, der er leder af missionen, i meddelelsen.

Fundet rejser igen spørgsmålet, om der har været liv på Mars, mener han.

Kilder: Jobindex, Kvinfo, Volkswagen og The Guardian.

Powered by Labrador CMS