Patruljevogn sat til salg – med helt specielle dæk
Buddet skal afleveres i en lukket kuvert inden fredag klokken 12 i den kommende uge.
Står du og mangler en stor bil, så har politiet måske én, du kan købe. Det eneste problem er dog, at den står ved politistationen i Aasiaat i Grønland.
Det er Grønlands Politi – der er placeret under det danske Justitsministerium – der sælger en Toyota RAV4, årgang 2013. Bilen har kørt cirka 65800 km og har været anvendt som udrykningskøretøj i Ilulissat og Aasiaat.
Det fremgår af et opslag på Facebook fra Grønlands Politi.
Alt politirelevant udstyr er blevet afmonteret med undtagelse af bilens tagprojektør. Der medfølger desuden fire pigdække med fælge.
Bilen er blevet vurderet til en mindstepris på 25.000 kroner hos en autoriseret mekaniker.
Højestbydende
Der kan bydes ind i en lukket kuvert med mærket med ”RAV4” og skal være Politiet i Aasiaat i hænde senest fredag, den 22. maj 2020 klokken 12.00. Derefter åbnes buddene.
Har du højeste bud skal du imidlertid være hurtig. Allerede klokken 14 samme dag skal det fulde beløb være indbetalt til Politiet i Aasiaat. Når hele beløbet er indbetalt frigives bilen, der skal være afhentet inden samme dag klokken 16.
Politiets patruljebiler er friholdt for indførselsafgifter. Dette betyder, at når køretøjet sælges skal der pålægges indførselsafgift fra Skattedirektoratet, hvor der dannes grundlag for afgiftsberegning og afgiftspålæggelse.