Pilotstrejke får Lufthansa til at aflyse knap 900 afgange
100.000 passagerer ventes at blive påvirket af strejke onsdag. Piloterne vil nu fortsætte strejken torsdag.
En tysk arbejdsret har tirsdag aften afvist Lufthansas forsøg på at forhindre en omfattende strejke blandt det tyske luftfartsselskabs piloter.
Det skriver Reuters.
Pilotstrejken betyder, at hver tredje af Lufthansas flyafgange onsdag bliver aflyst.
Den tyske pilotforening oplyser kort efter arbejdsrettens afgørelse, at den fortsætter strejken torsdag.
Foreningen meddeler, at samtlige korte og lange afgange fra tyske lufthavne vil blive påvirket af strejken torsdag.
I alt 876 afgange er onsdag blevet aflyst af det tyske luftfartsselskab.
Omkring 3000 afgange skulle have fløjet rejsende til og fra verdens lufthavne. Det antal er onsdag barberet ned til 2124, meddeler Lufthansa ifølge nyhedsbureauet dpa.
Af selskabets hjemmeside fremgår det, at det også får konsekvenser for fly til og fra København. Onsdag er otte afgange aflyst, mens seks ankomster ikke bliver til noget.
Vil have mere i løn
Piloter i det tyske flyselskab strejker, fordi de er utilfredse med lønnen.
Strejken kommer efter et nyt sammenbrud i forhandlingerne. Det er arbejdsnedlæggelse nummer 14 siden april 2014.
Lufthansa bad tirsdag arbejdsretten i Frankfurt om at forhindre piloterne i at strejke.
Foreningen Cockpit varslede mandag en strejke gældende i 24 timer. Den træder i kraft onsdag.
Det strides de om
Lufthansa og piloterne strides om, hvor meget lønnen skal stige årligt over en femårig periode.
Selskabet har tilbudt en stigning på 2,5 procent. Det forslag afvises af piloterne som en reel fastfrysning af lønnen. Foreningen Cockpit kræver en stigning på 3,7 procent.
Lufthansa kæmper som flere andre i branchen med at overleve konkurrencen fra lavprisselskaber og fra de store flyselskaber i Mellemøsten.
Det er ikke kun piloterne, som har strejket de senere år hos det store tyske selskab. Også kabinepersonalet i Lufthansa har strejket og krævet bedre forhold.
Lufthansa oplyser på sin hjemmeside, at selskabet vil hjælpe personer, der har billet til en af de aflyste afgange, med at finde plads på andre fly.
/ritzau/