Annonce
Politi: Usikkert hvornår Storebæltsbroen åbner igen
Sydsjællands Politi ved endnu ikke, hvor længe Storebæltsbroen skal holdes lukket.
Tidligere tirsdag oplyste politiet ellers til Berlingske Nyhedsbureau, at man regnede med at åbne broen igen omkring klokken 12.30. Men bilisterne må væbne sig med tålmodighed lidt endnu, lyder det:
»Der hænger stadig is/sne på kabler på Østbroen. Derfor er broen stadig lukket,« skriver Sydsjællands Politi på Twitter kort før klokken 13.
Annonce
Broen har været lukket siden kort før klokken 11, hvor is fra broens kabler var faldet ned og havde smadret forruden på fire biler. Ingen personer er kommet til skade.
Kort før klokken 12 åbnede politiet for trafikken fra Sprogø i vestgående retning.
BNB