Politiet advarer mod køb af glohede hælervarer

Hvis du bliver tilbudt dyner eller kaffemaskiner til en lidt for god pris skal du tage dig i agt. Begge dele er nemlig glohede.

Udgivet Opdateret

Ukendte gerningsmænd har tidligere på året slået til mod JYSK i Skanderborg samt firmaet Rigtig Kaffe ligeledes i Skanderborg.

I forbindelse med sidstnævnte indbrud, der skete 4. februar, er der blevet stjålet et større parti kaffe- og espressomaskiner af mærket Siemens EQ9. Maskinerne har modelnumrene Ti903209RW, Ti905201RW og Ti907201RW.

Støder man på folk, der sælger de nævnte maskiner enten i gen person eller på de sociale medier, skal man kontakte politiet, lyder opfordringen i en pressemeddelelse fra Sydøstjyllands Politi. Det skyldes, der formentligt er tale om hælervarer.

Det samme gælder, hvis man bliver tilbudt en billig dyne af mærket “Flora Danica”, “Temprakon”, “Ringsted Dun” og “Pure Sleep”. Den 29. januar blev der nemlig begået indbrud ved JYSK i Skanderborg, hvor der blev stjålet et større parti dyner af den nævnte type. Politiet formoder, at dynerne bliver solgt online.

 

Powered by Labrador CMS