Politiet efterlyser disse to røvere

Fyns Politi beder offentligheden om hjælp til at finde to gerningsmænd til et røveri i Odense.

Udgivet Opdateret

Fyns Politi efterlyser to mænd efter et såkaldt ‘kassedyk’ – altså, hvor en eller flere gerningsmænd pludselig ‘stjæler fra kassen’.

Da oplysningerne om de to røvere er sparsomme, har Fyns Politi valgt at bede offentligheden om hjælp ved at udsende et foto af gerningsmændene.

– De to mænd kommer ind i Brugsen på Rødegårdsvej i Odense klokken 19.11. De går direkte op til kassen og tager et kontantbeløb, siger Hans Jørgen Larsen, vagtchef hos Fyns Politi til Newsbreak.dk.

Vagtchefen kan ikke fortælle, hvorfor kassen stod åben, ej heller hvordan de to mænd slap derfra – eller i hvilken retning.

– Men vi har været ude og afsøge området med hunder, siger Hans Jørgen Larsen. Den afsøgning gav heller ikke noget resultat – nu forsøger Fyns Politi sig så ad denne vej for at få opklaret røveriet.

Ved du, hvem de to mænd, eller den ene mand, på billedet er, kan du kontakte Fyns Politi på telefon 114.

Powered by Labrador CMS