Politiet gør kæmpe narkofund
Ni personer er blevet anholdt i sagen
Det var en koordineret indsats mellem dansk og tysk politi, som mandag ledte til anholdelse af ni personer. De er sigtet for at have forsøgt at indsmugle 325 kilo kokain til Danmark i en container.
Dansk politi modtog et tip fra de tyske myndigheder om, at containeren var på vej med skib fra Bermerhaven i Tyskland og havde kurs mod Danmark.
De ni personer, der er anholdt i sagen forsøgte mandag at afhente den store mængde stof hos et firma i Hedehusene, hvor containeren blev leveret til.
Uheldigvis for gerningsmændene lå politiet på spring og anholdt otte danske statsborgere i alderen 19 til 34 år samt en 45-årig belgisk statsborger. De otte danskere har tilknytning til det det kriminelle miljø.
Politiet understreger samtidig, at den virksomhed containeren blev leveret til ikke havde viden om, at det ulovlige stof befandt sig deri.
Stor værdi
Den enorme mængde stof kunne ifølge politiet have kastet store beløb af sig på det sorte marked, og i sidste ende have sponsoreret mere kriminalitet.
– 325 kilo kokain repræsenterer en enorm værdi, som ville være brugt til at investere i ny kriminalitet i form af f.eks. våben, mere narkotika eller andet, der understøtter den organiserede kriminalitet. Derfor er vi selvfølgelig meget glade for, at vi har forhindret de mange kilo i at ramme gaden, siger politiinspektør Mads Helios, leder af efterforskningsfællesskabet Særlig Efterforskning Øst.
Forsendelsen kom angiveligt fra Brasilien, inden den gjorde ophold i Tyskland, hvor tyske toldere opdagede stoffet. Derfor roser politiinspektøren også samarbejdet mellem dansk og tysk politi.
– Efter en kortvarig og meget intens efterforskning i godt samarbejde med vores tyske kolleger er det meget tilfredsstillende, at vi både får beslaglagt en meget stor mængde hård narkotika og efterfølgende kan foretage de mange anholdelser.
De sigtede vil i dag blive fremstillet i grundlovsforhør, hvor der vil blive begæret lukkede døre.