Politiets 114-nummer virker igen efter landsdækkende nedbrud

Det er uvist, hvad der lørdag aften har fået politiets 114-nummer til at gå ned.

Politiets 114-nummer var nede i hele landet. Foto: Pressefoto Rigspolitiet/Free
Udgivet Opdateret

Lørdag aften blev politiets 114-nummer ramt af problemer, og det var derfor umuligt at komme igennem.

Nummeret var nede i cirka tre timer, før det blev løst ved 01.30-tiden søndag.

Det oplyser pressekonsulent hos Rigspolitiet Thomas Rudbeck, der beklager de gener, som nedbruddet måtte have givet.

For nuværende er der stadig ingen oplysninger om, hvorfor nedbruddet fandt sted. Det bliver nu undersøgt.

Midt- og Vestjyllands Politi og Bornholms Politi meldte omkring klokken 22.30 på Twitter, at kredsene havde problemer med nummeret.

– Telefonsystemet er stadig ustabilt, men nogle 114-opkald kommer igennem. Tidshorisont for reparation er stadig ukendt, skrev Midt- og Vestjyllands Politi på Twitter.

114 er politiets landsdækkende servicenummer. Her kan borgere ringe ind med henvendelser. Hvis der er tale om en akut situation, skal man ringe til 112.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS