Pop-drenge giver koncerter i Den Fynske Landsby

Udgivet Opdateret

Den Fynske Landsby danner 27. august rammerne om koncerten med popikonet Burhan G. Opvarmningen for Burhan G står de unge fyre fra Citybois for

“Tættere på himlen”, “Din for evigt” og “Kalder mig hjem” er bare nogle af de store hits, som for alvor har slået Burhan G’s navn fast i den danske popverden. Koncerten i Den Fynske Landsby er en anderledes og mere intim måde at høre de populære popsange, som ellers oftest spilles på de helt store koncertsteder.

– Vi er helt vildt stolte over at kunne præsentere Burhan G, som er en af landets største popkunsterne i så unikke rammer som Den Fynske Landsby tilbyder. Når han samtidig får selskab af Citybois, så kan det kun blive en succes. Samtidig kan vi allerede nu afsløre, at vi – i slutningen af juli – tilføjer et meget stort dansk navn til plakaten. Der er virkelig noget at glæde sig til, siger Hans Thomsen fra JVB Concerts.

Burhan G har tidligt i sin karriere lavet to engelsksprogede albums, men det var det danske album “Burhan G”, som gjorde, at han slog igennem i 2010. Det solgte over 150.000 downloads og sikrede ham adskillige guld- og platinplader. Efterfølgende har han udgivet det ene hit efter det andet, både alene og sammen med andre store kunsterne, som især kan opleves på hans seneste album “Din for evigt”.

Får selskab af City Bois

Citybois blev kendt i dette års X-factor som den mest succesfulde af Thomas Blachmans grupper. Efterfølgende har Anthon og Thor fået en pladekontrakt med Sony, og udgivet deres første single “Things We Do”, som er lavet i samarbejde med Scarlet Pleasure. De to unge fyre rider også på en bølge af succes, da deres sang er blevet streamet mere end 2 millioner gange, og de har spillet for fulde huse i Falkoner salen.

I Den Fynske Landsby er der lagt op til et brag af en fest, når de nye og unge fyre fra Citybois varmer publikum op, så de er klar til, at popstjernen Burhan G leverer den ene velkendte popsang efter den anden.

Powered by Labrador CMS