Psykotisk mand sigtet: Samlever stukket 20 gange

60-årig mand er anholdt og sigtes for at ville slå sin kvindelige samlever ihjel.

Udgivet Opdateret

En kvinde på 61 år blev natten til tirsdag stukket flere gange med kniv i en lejlighed i det vestlige Aarhus, oplyser Østjyllands Politi.

Kort efter anholdt betjente hendes mand på 60 år. Han sigtes for forsøg på manddrab. Politiet skriver, at kvinden er indlagt efter knivstikkeriet, men ikke er i livsfare.

Newsbreak.dk skrev om episoden tidligere tirsdag, men efterfølgende er det kommet frem, at manden er af en læge vurderet til at være psykotisk, skriver Århus Stiftstidende fra et retsmøde om sagen.

Overfaldet skete i parrets lejlighed i Aarhus V. Den 60-årige sigtes for at have stukket kvinden mindst 20 gange. Hun blev ramt i hovedet, nakken, ryggen og andre steder, skriver Århus Stiftstidende.

Søgte tilflugt hos nabo

Politiet modtog anmeldelsen omkring klokken 3 natten til tirsdag.

Her havde kvinden søgt tilflugt hos en nabo i opgangen. Pågældende alarmerede politiet.

Da politiet dukkede op på adressen befandt den 60-årige mand sig stadig i den lejlighed, knivstikkeriet blev begået i.

Det oplyser Østjyllands Politi i døgnrapporten.

Psykiatrisk afdeling

På grund af sin tilstand kunne manden ikke være til stede i grundlovsforhøret tirsdag i Retten i Aarhus.

Dommeren mente, at der er en begrundet mistanke om grov vold og besluttede at frihedsberøve manden i fire uger. Indespærringen skal ske på en psykiatrisk afdeling, oplyser anklageren i sagen.

Så snart den 60-årige vurderes til at være rask nok, skal han deltage i et retsmøde og her gives mulighed for at udtale sig.

Powered by Labrador CMS