Rejser sig efter katastrofen

FC København slår ude FC Nordsjælland med 5-1 i Superligaen

FCK tog revanche mod FC Nordsjælland, efter at holdet i midtugen røg ud af pokalturnering til Nykøbing FC.
Udgivet Opdateret

FC København kom søndag tilbage på sporet med en 5-1-sejr på udebane over FC Nordsjælland i Superligaen.

Københavnerne virkede opsatte på at revanchere den seneste uges nederlag mod FC Midtjylland og Nykøbing FC.

En fysisk stærk FCK-midtbane vandt slaget centralt på banen og igangsatte flere kontraer efter bolderobringer.

FCN blev derfor tvunget til at angribe over siderne, hvilket holdet ikke havde stor succes med.

Sejren sender FCK på 23 point – ét færre end FCM på førstepladsen. FCN er på femtepladsen med 13 point.

Chancer i begge ender

Der var chancer i begge ender fra kampens start, men det var FCK, der kom foran i det 19. minut, da gæsterne leverede kontraspil efter fodboldens ABC, som midtbanespilleren Jens Stage afsluttede og gjorde det til 1-0.

FCN-anfører Magnus Kofod burde have udlignet ti minutter før pausen, men han afsluttede svagt.

Anden halvleg var fem minutter gammel, da FCN’s midterforsvarer Mads Døhr Thychosen sendte et fladt indlæg i eget net og gjorde det til 2-0.

Sikker sejr til sidst

Hjemmeholdet svarede igen tre minutter senere, da forsvarskollegaen Adamo Nagalo steg til vejrs og pandede FCN på 1-2 efter et hjørnespark.

Fire minutter efter udnyttede københavnerne også en dødbold, som blev headet på tværs til højrebacken Kevin Diks, der styrede bolden i nettet til 3-1 med hovedet.

I det 64. minut blev det 4-1 til gæsterne, da FCK-kreatøren Pep Biel smart vippede en bold over keeperen og videre i nettet.

FCK’s midtbanespiller Isak Johannesson gjorde det til slutresultatet 5-1 ti minutter før tid.

FC København

FC København (FCK) blev stiftet i 1992 som en overbygning mellem KB og B1903.

Siden da har klubben opnået status som landets førende, og har vundet mesterskabet 13 gange samt otte pokaltitler.

Klubben har desuden kvalificeret til adskillige europæiske gruppespil, herunder ni sæsoner i træk mellem 2006 og 2014. I samme periode blev man også det første danske hold, der kvalificerede sig videre til Champions Leagues ottendedelsfinaler.

FCK spiller deres hjemmekampe i det danske nationalstadion Parken, som klubben også ejer. Her er plads til 38.065 tilskuere.

Danmarksmesterskabet

Vinder (13): 1993, 2001, 2003, 2004, 2006, 2007, 2009, 2010, 2011, 2013, 2016, 2017, 2019

Sølv (5): 1994, 2002, 2005, 2012, 2014, 2015

Bronze (2): 1998, 2008

Pokalturneringen

Vinder (8): 1995, 1997, 2004, 2009, 2012, 2015, 2016, 2017

Sølv (4): 1998, 2002, 2007, 2014

Kilder: fck.dk/Wikipedia

Powered by Labrador CMS