Rejseselskaberne lokker: Kan ende dyrt

Flere rejseselskaber har indført forskellige garantiordninger i tilfælde af coronaaflysninger. Dem bør man læse igennem inden køb, oplyser Forbrugerrådet Tænk

Har man planer om at rejse på ferie til sommer bør man sætte sig ekstra godt ind i rejsens betingelser. Foto: Scanpix
Udgivet Opdateret

En tur sydpå til sommer kan lyde fristende. Men den fortsatte usikkerhed omkring coronapandemien kan få mange til at tvivle.

Det har fået flere rejseselskaber til at indføre en række garantiordninger. De skal blandt andet sikre, at folk kan få pengene tilbage, hvis Udenrigsministeriet også til sommer fraråder rejser til hele verden.

Ifølge Danmarks Rejsebureau Forening, der repræsenterer en lang række rejsebureauer, er det dog vigtigt, at man sætter sig ind i, hvad det enkelte selskab tilbyder.

Det fortæller foreningens administrerende direktør, Lars Thykier.

– Rejseselskaberne vil gerne vil have folk til at booke en rejse med den garanti eller forsikring om, at man kan få pengene tilbage, hvis ikke man kommer afsted. Den forsikring er forskellig fra selskab til selskab, siger han.

Læs det hele

Derfor er det vigtigt at læse garantien igennem. Vil man være helt sikker, foreslår Lars Thykier, at man selv kontakter selskabet direkte.

– Er dit udgangspunkt, at du gerne vil bestille en rejse nu, som du uanset årsagen kan afbestille igen kort tid før afrejse, så bør du gøre det klart, og høre hvad det koster, siger han.

Ifølge Lars Thykier bør man også sikre sig noget på skrift.

Hos Forbrugerrådet Tænk tilslutter man sig rådet om altid at læse det med småt og finde ud af, om rejseselskabets garanti lever op til sine behov.

Ifølge Vibeke Myrtue Jensen, der er politisk rådgiver med speciale i rejser, bør man som udgangspunkt være sikret, hvis rejsevejledninger ikke ændrer sig – i hvert fald hvis man har købt en pakkerejse.

– Har du bestilt en pakkerejse, og Udenrigsministeriet pludselig fraråder alle rejser til den destination, er praksis, at bureauet aflyser rejsen, og du derved får alle dine penge retur.

Egen tvivl kan blive dyr

Sagen er dog en anden, hvis myndighederne igen giver selskaberne lov til at sende folk på ferie, men man selv tvivler på, om man vil afsted, fortæller Vibeke Myrtue Jensen.

– Bestiller du en rejse til en destination, som du alligevel ikke vil rejse til på grund af utryghed, så er der ikke noget at gøre. Så får du ikke alle dine penge tilbage, hvis ikke Udenrigsministeriet fraråder rejser dertil, siger hun.

Har man købt en flybillet og ikke en samlet rejse, kan man ikke nødvendigvis forvente at få pengene tilbage, hvis man fortryder for tæt på afrejse, siger Vibeke Myrtue Jensen.

Kolde fødder koster det hele

Newsbreak.dk har omtalt flere af disse sager, der har været afgjort i Pakkerejse-Ankenævnet.

Blandt andet en historie om en dansker, der fik kolde fødder i lufthavnen dagen før, Udenrigsministeriet i første omgang frarådede alle rejser ud i verden.

Se et udpluk af historierne her:

Kolde corona-fødder koster kassen

Fortsatte ferien efter nedlukning: Det blev dyrt

20 minutter ødelagde alt

Kom nedlukning i forkøbet – kostede dem dyrt

Godt stillet ved konkurs

Går et rejseselskab konkurs, træder andre økonomiske sikkerhedsnet i kraft. Hos Forbruger Europa fortæller leder Lars Arent dog, at man allerede ved betalingen af rejsen kan hjælpe sig selv.

– Skal man forudbetale til selskaber, bør man som minimum bruge et kreditkort som et visakort, mastercard eller visadelen af et visadankort, som har en indbygget dækning i forbindelse med en konkurs, siger han.

I dag spørges der ofte, om man vil betale med dankort- eller visadelen. Her bør man altså vælge visadelen for den ekstra sikkerhed, fortæller Lars Arent.

Powered by Labrador CMS