Royal tvillingemor: Jeg er afrikaner

Fyrstinde Charlene giftede sig med Monacos fyrst Albert i sommeren 2011, men hun føler sig stadig som afrikaner i hjertet.

39-årige fyrstinde Charlene og 59-årige fyrst Albert har tvillingerne prinsesse Gabriella og prins Jacques på to år sammen. Foto: Valery Hache/AFP
Udgivet Opdateret

Da den olympiske svømmer Charlene Wittstock, som blev født i Zimbabwe, men opvoksede i Sydafrika, forelskede sig i Monacos 20 år ældre fyrst Albert, flyttede hun nordpå og til det sydeuropæiske land.

Efter sommerbrylluppet i 2011 blev hun fyrstinde af Monaco, og selv om hun har boet i det lille fyrstedømme en del år, har hendes afrikanske aner stadig en enorm betydning for hende.

Det fortæller den 39-årige fyrstinde i et interview med Eyewitness News i anledning af sit igangværende besøg i Sydafrika sammen med sin velgørenhedsfond og Røde Kors.

– Jeg er afrikaner. Det er mit hjem. Det er i mit hjerte, det er i mine årer, og det vil det altid være, siger fyrstinde Charlene.

Sammen med fyrst Albert fik fyrstinden i december 2014 prinsesse Gabriella og prins Jacques, men tvillingerne har endnu ikke besøgt kontinentet.

– Jeg kan ikke vente med at vise dem Afrika, lyder det fra hende.

Inden afrejsen medvirkede fyrstinden ifølge magasinet People i et interview med den lokale radiostation 947 i den sydafrikanske storby Johannesburg.

Også her gav hun udtryk for, hvor meget hun glæder sig til at vise sine royale rollinger det land, hun selv voksede op i.

– Jeg håber virkelig, jeg kan tage dem med til Sydafrika. Det ville være et fantastisk øjeblik for mig, lød det fra fyrstinden, der glædede sig til at gense venner og familie.

/ritzau/FOKUS

Powered by Labrador CMS