Rumraket er eksploderet på testrampe

En rumraket er eksploderet på Cape Canaveral i USA, rapporterer amerikanske medier.

En rumraket er eksploderet under en test-affyring. Foto: Scanpix
Udgivet Opdateret

En rumraket er eksploderet under test forud for affyring fra rumcentret Cape Canaveral i USA. Det rapporterer amerikanske medier ifølge det tyske nyhedsbureau dpa.

Ifølge ubekræftede rapporter er der tale om en SpaceX-raket af typen Falcon 9.

Hverken selskabet eller dets leder, Elon Musk, har kommenteret rapporterne. Den næste Falcon 9-raket skulle ikke have været affyret før lørdag.

En Falcon 9-raket fra SpaceX skrev rumhistorie sidste år, da hovedraketten efter 10 minutters flyvning vendte tilbage til Jorden og landede intakt.

Raketten medbragte 11 telekommunikationssatellitter, der efter frigørelsen fra hovedraketten fortsatte ud i rummet. Den store bedrift ved opsendelsen var dog, at det lykkedes at gennemføre en landing af hovedraketten, som kan genbruges.

SpaceX, som har hovedsæde i Californien, forsøger at revolutionere raketindustrien, der i øjeblikket taber millioner af dollar, fordi raketter ikke kan genbruges og sendes op flere gange.

/ritzau/dpa

 

Powered by Labrador CMS