Så faldt dommen: Ramte kvinde under flugt

21-årig vanvidsbilist må en tur bag tremmer efter hidsig flugt fra politiet

Sen 48-årige kvinde er fortsat sygemeldt efter påkørslen. Arkivfoto: Øxenholdt Foto
Udgivet Opdateret

Endnu en såkaldt vanvidsbilist er nu blevet taget ud af drift.

En 21-årig mand er netop af Retten i Aarhus blevet ekspederet halvandet år bag tremmer, efter at han påkørte en 48-årig kvinde i krydset Åby Ringvej og Edwin Rahrs Vej i Brabrand ved Aarhus.

Manden ramte kvinden, mens han var under vild flugt fra politiet.

Uheldet skete fredag den 4. december kort før klokken 16.30.

Kørte over for rødt

Kort forinden havde en patrulje i krydset ved Viborgvej/Åby Ringvej observeret en bil, der kørte hasarderet og blandt andet kørte over for rødt lys i krydset. Patruljen satte efter bilen, hvilket fik føreren til at sætte farten yderligere op.

Bilen fortsatte sydgående ad Åby Ringvej og forbi krydset ved Jernaldervej og Bautavej.

Da bilen nåede til krydset ved Edwin Rahrs Vej, kørte føreren pludselig over i modsatte kørselsretning og efterfølgende op på fortovet og cykelstien, hvor den 48-årige kvindelige cyklist blev ramt.

Herefter fortsatte bilen fra cykelstien og videre sydpå af Åby Ringvej, indtil den drejede til højre ved Globus1, hvor den ramte en lygtepæl og kørte ind over et græsareal. Her blev bilen efterladt, og føreren var forsvundet fra stedet, da politiets patrulje ankom.

Anholdt dagen efter

Det lykkedes dog politiet at finde frem til, hvem der havde kørt bilen, og den 21-årige mand blev dagen efter anholdt og efterfølgende fremstillet i grundlovsforhør.

Her nægtede den 21-årige dog, at han skulle have ført bilen, og derfor er en stor del af politiets efterforskning gået med at fastlægge, hvem der sad bag rattet.

– Der har været tale om en rigtig god og grundig efterforskning, hvor man blandt andet fandt den 21-åriges DNA på airbaggen ud for førersædet. Derudover fik man fat i et vidne, der kunne tilbagevise forklaringen om, at en anden skulle have ført bilen. Og da den 21-årige i øvrigt ikke har villet oplyse, hvem han mente havde ført køretøjet, valgte retten at tilsidesætte hans forklaring som utroværdig, siger senioranklager Jakob Beyer.

Den 21-årige mand, der i øvrigt allerede var frakendt førerretten, blev dømt for i alt 10 overtrædelser af færdselsloven og fire overtrædelser af straffeloven i forbindelse med sin kørsel den 4. december. Herudover blev han dømt for nogle tidligere færdselsforseelser og et mindre tyveri.

Kørte hensynsløst

Dommen lød samlet set på 1½ års fængsel, hvoraf godtet halvt år var en reststraf fra en tidligere dom. Derudover fik han 10 års ubetinget frakendelse af førerretten, og hans bil blev konfiskeret.

– Jeg er meget tilfreds med dommen, der afspejler, at der er tale om en særdeles alvorlig forbrydelse, hvor den 21-årige med sin kørsel har udvist manglende ansvarlighed og tilsidesat væsentlige hensyn til færdselssikkerheden. Han har kørt på en særlig hensynsløs måde, hvilket resulterede i et alvorlig trafikuheld med alvorlig personskade til følge, siger Jakob Beyer.

Den 21-årige mand udbad sig betænkningstid i forhold til eventuelt at anke dommen. Han har siddet varetægtsfængslet siden den 6. december og er fortsat fængslet efter dom.

Den 48-årige kvindelige cyklist fik alvorlige kvæstelser som følge af færdselsuheldet og er fortsat sygemeldt.

Powered by Labrador CMS