Så mange danskere er ligeglade med anbefalinger

Næsten alle vil højst samles ti personer juleaften, men 32 procent vil ikke ændre deres adfærd, viser måling.

Udgivet Opdateret

Næsten hver tredje dansker vil ikke lade myndighedernes anbefalinger påvirke deres adfærd juleaften.

Det viser en meningsmåling foretaget af Voxmeter for Ritzau.

Her svarer 32 procent “i lav grad” eller “i meget lav grad” til spørgsmålet, om sundhedsmyndighedernes anbefaling til, hvordan vi skal holde juleaften og andre julearrangementer, vil påvirke deres adfærd fra den 23. til den 27. december.

Modsat svarer 40 procent, at de vil ændre deres adfærd efter myndighedernes anbefaling.

Sundhedsstyrelsen anbefaler, at man kun holder juleaften med dem, man bor med, eller med sin faste, lille omgangskreds. Holder man juleaften med personer fra andre husstande, rådes man til at overveje, om man kan danse om juletræet i omgange og nøjes med at nynne.

Over 90 procent af danskerne skal højst være sammen med ni-ti personer juleaften, viser rundspørge. Foto: Scanpix.
Over 90 procent af danskerne skal højst være sammen med ni-ti personer juleaften, viser rundspørge. Foto: Scanpix.

Michael Bang Petersen er professor i statskundskab på Aarhus Universitet og leder et forskningsprojekt, der siden marts har undersøgt befolkningens adfærd under coronapandemien.

Han vurderer, at danskerne overordnet tager coronasituationen alvorligt.

To forklaringer

De 32 procent, der ikke vil ændre adfærd, kan forklares med to ting.

– Vi kan spore en træthed over at leve under restriktioner og over at skulle undvære familier og venner.

– Omvendt ved vi også, at julen er vigtig for mange mennesker, og det er sværere at skære nære relationer væk end at lade være med at tage til koncert. Derfor er der formentlig nogle, der siger, at julen holder vi alligevel på trods af situationen, siger Michael Bang Petersen.

Målingen viser samtidig, at over 90 procent af danskerne højst skal være sammen med ni-ti personer juleaften.

Unge har flest kontakter

Til gengæld forventer 38 procent af unge mellem 18 og 34 år at se over ti forskellige personer i løbet af juledagene. Det tal falder for folk over 34 år.

– På den måde er julen ikke anderledes end hverdagen i og med, at vi igennem pandemien – og også uden for coronatiden – har set, at de unge har flest kontakter, siger Michael Bang Petersen.

Svarene er indsamlet fra den 8. til den 10. december med 1046 repræsentative respondenter.

De er dermed indsamlet, fra dagen efter at statsminister Mette Frederiksen (S) annoncerede den delvise nedlukning af 38 kommuner, der siden fredag også ramte yderligere 31 kommuner.

Hold virusset væk

Sådan undgår du at blive smittet med coronavirus Covid-19:

– Vask dine hænder tit, eller brug håndsprit.

– Brug mundbind

– Host eller nys i dit ærme – ikke dine hænder.

– Begræns den fysiske kontakt, og undgå håndtryk, kindkys og kram.

– Vær opmærksom på rengøring – både hjemme og på arbejdspladsen.

– Hvis du er ældre eller kronisk syg, så hold afstand, og bed andre tage hensyn.

Kilde: Sundhedsstyrelsen.

I galleriet ovenfor kan du se tre gode råd til en god, coronafri jul.

Powered by Labrador CMS