Så mange jobs ryger med nulvækst

Nulvækst vil koste 600 betjente jobbet, vurderer Finansministeriet. Foto: Colourbox
Udgivet Opdateret

600 færre betjente i 2020 og 19.000 færre kvinder ansat i den offentlige sektor mod kun 4.000 færre mænd.

Det vil ifølge Finansministeriets beregninger være konsekvenserne, hvis Venstre kommer til regeringsmagten og indfører det bebudede udgiftsstop i den offentlige sektor, skriver Søndagsavisen.

Det viser et svar til Folketingets finansudvalg fra finansminister Bjarne Corydon (S).

Flere fremtrædende økonomer har tidligere været ude at sige, at nulvækst vil føre til fyringer, og den vurdering deler økonom og analytiker i Sydbank Peter Bojsen Jakobsen.

»Mange af de offentlige servicer vil stige mere i pris end lønningerne, og derfor vil nulvækst i et realistisk scenario betyde færre offentligt ansatte,« siger økonomen.

Det kan meget vel blive inden for politiet, da Venstre tidligere har sagt, at de vil friholde de store områder sundhed, uddannelse og ældre.

»Det er jo ikke hokuspokus, at hvis man friholder et stort område som sundhed, så skal der spares tilsvarende meget på andre områder,« siger økonomen.

Venstres Jakob Engel-Schmidt er uenig.

»Jeg har svært ved at tage Finansministeriets beregning alvorligt. Vi er i en situation, hvor Finansministeriets egne tal viser, at Venstres udgiftsstop netop skaber arbejdspladser via skattelettelser,« siger han til avisen.

Finansordfører for Socialdemokraterne Jesper Petersen er ikke i tvivl om, udgiftsstop vil skabe forringelser af velfærden, og han er især bekymret for, at mange kvinder vil miste jobbet ifølge ministeriets beregninger.

»En sygeplejerske, der får en fyreseddel om fredagen, kan ikke bruge skattelettelser til meget om mandagen.«

BNB

Powered by Labrador CMS