Så mange liv koster det om året

Danske læger og forskere slår alarm

Udgivet Opdateret

Dårlig håndhygiejne blandt personalet på danske hospitaler koster tusinder af menneskeliv og hundredvis af millioner kroner fra sundhedsvæsenet. 

Sådan lyder opråbet fra danske læger og forskere bag et nyt studie.

Det skriver Videnskab.dk.

'Nudging' forbedrede hygiejnen 

I studiet har forskerne sat sensorer op på en medicinsk afdeling, der over en toårig periode har målt sundhedspersonalets håndhygiejne. 

Gennem ‘nudging’ blev personalets håndhygiejne forbedret betydeligt.

‘Nudgingen’ bestod i, at personalet blev præsenteret for, hvor gode de var til at vaske hænder og spritte af, hvilket tilskyndede dem til at blive bedre.

Sparede millioner 

I samme periode faldt antallet af hospitalserhvervede blodinfektioner til 5 sammenlignet med 22 hospitalserhvervede blodinfektioner de forgangne 2 år.

I kroner og øre sparede afdelingen hvert år knap 400.000 kroner i behandlingsomkostninger.

Dertil blev der frigivet to måneders ekstra sengeplads, og udbetalingen af patienterstatninger blev reduceret med omkring 2,2 millioner kroner, lyder estimatet fra forskerne bag studiet.

-Store gevinster at hente

Studiet belyser, at håndhygiejnen på danske hospitaler og sygehuse langt fra er god nok, mener Marco Bo Hansen, der er læge og en af forskerne bag studiet.

Han er også medejer og forskningsleder i Sani Nudge, der leverer løsningen med sensorerne, der er brugt i studiet.

- Vi ved, at 3.000 mennesker dør om året på grund af hospitalserhvervede infektioner, og samtidig ved vi, at mange af dem kan forhindres, hvis vi bliver bedre til at lave hygiejneindsatser. Vi har dokumenteret, at problemet nemt kan fikses, og at der er store gevinster at hente, siger Marco Bo Hansen til Videnskab.dk.

Kræver politiske krav

Men det kræver, at beslutningstagere indser, at håndhygiejnen på hospitalerne ikke er god nok, fortsætter han.

- Der bør rent politisk stilles krav om, at man skal måle på håndhygiejnen ude i regionerne. Vi kan nu dokumentere, at hvis man ikke gør det, så er håndhygiejnen dårlig. Hvordan hospitalerne måler håndhygiejnen, om det er Sani Nudge eller andre løsninger, er ikke det afgørende, så længe det sker objektivt og med korrekte målemetoder, siger Marco Bo Hansen.

Er ikke overbevist

Ulrich Stab Jensen, cheflæge på Sjællands Universitetshospital og næstformand i Sundhedsfagligt Råd Infektionshygiejne i Region Sjælland, fortæller, at studiet er troværdigt og spændende, men er ikke overbevist om, at samme resultater vil kunne opnås på andre afdelinger.

- Man skal huske, at afdelingen, hvor forsøget fandt sted, allerede lå højt i antallet af hospitalserhvervede infektioner, og det kan godt få resultaterne til at se mere imponerende ud, end de i virkeligheden er, siger han og tilføjer, at han dog ikke er i tvivl om, at sensorerne dog har haft en effekt.

Marco Bo Hansen fortæller dog, at antallet af blodforgiftninger på afdelingen faldt til under gennemsnittet i alle regioner, og at man derfor må forvente en effekt på de andre hospitaler i de andre regioner.

3000 mennesker dør årligt på grund af dårlig håndhygiejne på danske hospitaler. (Arkivfoto).
3000 mennesker dør årligt på grund af dårlig håndhygiejne på danske hospitaler. (Arkivfoto).

FEM HYGIEJNERÅD

Sådan holder du en god hygiejne: 

1. Hold ”låget” på toilettet lukket, når du ikke bruger det, og når du trækker ud.

2. Opbevar tandbørster i for eksempel et skab eller på to meters afstand af toilettet.

3. Skift håndklæder jævnligt.

4. Gør rent jævnligt - husk også håndtag til dør og låger.

5. Opbevar ekstra toiletruller i et skab.

Kilde: Initial
Powered by Labrador CMS