Sådan samler du dine digitale minder til de efterladte

Tænk over din digitale arv, såsom billeder og dokumenter, mens du er i live. Ryd op, og beslut, hvad der skal gives videre eller slettes, lyder anbefalingen

Offentliggjort

Overvej din digitale arv: Hvad skal efterlades og hvad skal slettes?

I en tid, hvor vores liv i stigende grad er digitalt, opfordrer eksperter til at tage stilling til, hvad der skal ske med vores digitale minder, når vi dør. Det er vigtigt at beslutte, hvilke billeder, dokumenter og lydfiler der skal bevares eller slettes, så de efterladte ikke står med uønskede overraskelser.

Vibeke Sonntag Larsen fra Landsforeningen Liv & Død anbefaler, at man løbende gennemgår sin digitale arv sammen med sine pårørende. Det er også vigtigt at overveje retten til at blive glemt, så personoplysninger kan slettes, hvis det ønskes, for at beskytte mod identitetstyveri og misbrug efter døden.


Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

Langt de fleste af os har i dag et kamera lige ved hånden, da vi altid har vores smartphone med os. Vi tager ofte billeder og fanger øjeblikke i vores hverdag.

Ud over billeder har vi også digitale dokumenter og måske breve samt lydfiler.

Men hvad skal der ske med alle dine billeder og dokumenter, når du dør?

Det spørgsmål bør du forholde dig til, inden det er for sent.

Liv og Død

Sådan lyder rådet fra sekretariatschef i Landsforeningen Liv & Død Vibeke Sonntag Larsen.

- Vi anbefaler, at man løbende beslutter, hvad man gerne vil passe på og give videre, og om der eventuelt er noget, man gerne vil af med, siger hun.

- Altså det kan være, at der er noget, som man ikke synes, at ens efterladte skal finde. Er det tilfældet, kan det være en god idé at rydde op.

Du kan overveje at sætte dig sammen med dine pårørende og gennemgå både din egen og deres digitale arv.

Tidligere var det nok mere almindeligt, at en afdød efterlod en fysisk kasse med minder og billeder til de efterladte.

Husk at rydde op i din digitale arv. Det, du gerne vil give videre, bør du samle i en digital kasse, som kan være en gave til de efterladte.

Digital boks 

- Det er lidt den samme boks, man skal prøve at samle til sine efterladte, mens man stadig er i live. I dag er boksen bare i større grad digital, siger Vibeke Sonntag Larsen.

- Jeg har selv en fysisk kasse, der indeholder billeder og breve frem til omkring år 2000. Derefter er stort set det hele digitalt.

Også Peter Grønlund Holm, som er forbrugerpolitisk medarbejder i Forbrugerrådet Tænk, anbefaler, at du får et overblik over alle billeder og videoer, der er gemt i din smartphone, tablet og computer samt opbevaret på nettet og på fysiske lagermedier, såsom usb-stik og ekstern harddisk.

- Derefter kan man beslutte, hvad der er dyrebart og skal gives videre, siger han.

Så meget som muligt 

Landsforeningen Liv & Død får jævnligt opkald fra især ældre, som spørger, hvordan de skal forberede sig på, at de skal herfra, når de er helt alene, fordi de ikke har venner, og familien bor langt væk.

- I den situation handler det om at tage stilling til så meget som muligt, mens man er i live, og få løst det, der kan løses, inden man går bort, siger hun og uddyber:

- Man kan sige, at det nok er endnu vigtigere, at man selv sørger for at klare alt det praktiske, hvis man ikke har pårørende, som kan gøre det.

Du bør også forholde dig til retten til at blive glemt, hvis det er dit ønske, at nogle af dine personlysninger skal slettes.

Det er nemt at tage billeder med en smartphone. Men inden du går bort, bør du løbende tænke over, hvad der skal ske med alle de billeder, når du ikke er her mere.

FAKTA: Få styr på din digitale arv med disse tre råd

* Få et overblik over dit digitale liv, og hvilken data du selv har. Det gælder blandt andet profiler på sociale medier, digitale billeder og dokumenter.

* Læg en plan for, hvad der skal ske med din digitale arv, når du går bort.

* Tal med dine pårørende om din egen og deres digitale arv.

Kilde: Landsforeningen Liv & Død.

Slette oplysninger 

Ifølge Datatilsynet har du som udgangspunkt ret til at få slettet dine personoplysninger, hvis én af betingelserne for sletning er opfyldt.

Det kan være, at formålet med at behandle dine personoplysninger ikke længere er aktuelt, eller at dine personoplysninger udelukkende bliver behandlet baseret på et samtykke, som du nu trækker tilbage.

Hvis oplysninger om dig får lov til at forblive tilgængelige, efter at du er gået bort, er der risiko for, at kriminelle kan misbruge dine oplysninger til blandt andet identitetstyveri.

Det fortæller Peter Grønlund Holm fra Forbrugerrådet Tænk:

- Der kan være, at der nogle steder er gemt følsomme oplysninger, som man med fordel kan gennemgå og få fjernet, mens man er i live.

Powered by Labrador CMS