Sådan undgår du vandskader

Hvis du vil undgå et besøg fra ham her, kan du nemt selv hindre vandskader. Foto: Iris/Scanpix
Udgivet Opdateret

Det skyldes ofte ren og skær uvidenhed, når husejere får vandskader. Se her, hvad du selv kan gøre

Ved du, hvad der ligger i din tagrende? Et par blade og nogle flyvske sandkorn ser måske helt uskyldige ud, men skidtet kan gøre en del skade på dit hus.

– Det kan blive en bekostelig affære, når husejerne ikke tømmer og vedligeholder deres sandfangs-brønde. Hvert år ser vi masser af kældervandskader, hvor det viser sig, at brønden aldrig er blevet renset, og så står husejeren jo med en våd fornemmelse. Ikke mindst fordi forsikringen ikke dækker skader, der er forårsaget af manglende vedligeholdelse, siger Mikael Mortensen, der er konsulent for kloaksektionen i Dansk Byggeri.

Hvis brønden er stoppet, kan soklen omkring huset blive våd, og så er murværket fugtigt.

Heldigvis er det nemt at undgå fugtskader:

– Stort set alle husejere har en eller flere brønde på deres grund, og dem skal der holdes et vågent øje med. Så hvis husejeren ved, at han ikke selv får renset brøndene, er det altså en god idé at lave en serviceaftale med en autoriseret kloakvirksomhed, siger Mikael Mortensen og tilføjer:

– Og selv om brønden ikke er så stoppet til, at den løber over, er der stadig grund til at få fat i renseudstyret. For ligger der først tilpas meget skidt dernede, begynder det at blive ledt ud i kloakledningen, og der kan det forårsage propper, så kloakken simpelthen ikke virker længere, siger han.

Normalt er det om foråret og sent på efteråret, at der er grund til at tjekke brøndene. Her er der ofte blevet aflejret en masse fast materiale på grund af storme, løvfald og det meget regnvand, som de våde årstider fører med sig.

Powered by Labrador CMS