Salvador Dalis lig gravet op på grund af faderskabssag

En 61-årig kvinde mener, at hun er datter af den verdenskendte kunstner. Nu skal dna-prøve afgøre det.

Udgivet Opdateret

Liget af den spanske kunstner Salvador Dali er torsdag blevet gravet op for at tage en dna-prøve i forbindelse med en faderskabssag.

– Klokken 22.20 blev Salvador Dalis kiste åbnet, og arbejdet med at tage de biologiske prøver begyndte, skriver den catalanske højesteret, der overværede udgravningen, i en skriftlig udtalelse.

Eksperterne, der skulle foretage undersøgelserne af liget, måtte eskorteres til gravstedet, da en større gruppe mennesker havde samlet sig udenfor Salvador Dali-museet i Figueres i det nordøstlige Spanien, hvor han er begravet.

Den spanske kunstner har været død i godt 28 år. Det er blevet antaget, at han døde barnløs, men nu skal det altså opklares, om han alligevel har efterladt sig et barn.

Det hævder den 61-årige Maria Pilar Abel fra Catalonien nemlig, at han har.

Hun påstår, at hendes mor havde et forhold til kunstneren, da moren arbejdede i Port Lligat nær Dalis fødeby, Figueres.

Salvador Dali boede i den lille fiskerby i en årrække, og det skal have været i denne periode, at han gjorde Maria Pilar Abels mor gravid.

Begravet i museet

Museet, hvor Dali ligger begravet, havde sidste år 1,1 million besøgende. Torsdag var det flere steder lukket af, for at nysgerrige ikke skulle komme for tæt på eller sende droner ind for at filme udgravningen.

– En dag som denne vækker en del følelser i mig, for det minder mig om den dag, han døde, siger Maria Lorca, der var borgmester i Figueres tilbage i 1989, da Dali døde.

– Han ville føle sig hjemme. Det er en dag, der passer hans måde at være på, siger hun.

Salvador Dali

Navn: Salvador Domenec Felip Jacint Dali Domenech.

Født: 11. maj 1904 i Figueres, Spanien.

Død: 23. januar 1989 i Figueres, Spanien, som 84-årig.

Søn af: Embedsmand Salvador Dali y Cusi og Felipa Domenech Dali.

Nationalitet: Spansk.

Uddannelse: Uddannet som maler på kunstakademiet i Madrid.

Karriere:

* Drog i 1927 til Paris, hvor han fandt sammen med en række kunstnere, der beskæftigede sig med surrealisme.

* Flyttede i 1940 til USA. Han blev en succesrig designer, godt hjulet på vej af sit talent for selviscenesættelse.

* Blev i 1950 katolik og begyndte at male religiøse værker.

* Vendte i 1955 tilbage til Spanien.

* Begyndte i 1960 at arbejde på det museum, der stadig findes, og hvor hans grav er.

Civilstand: Blev i 1934 gift med Gala Dali, der døde i 1982.

Andet:

* Blev i 1938 ekskluderet fra surrealist-gruppen i Paris på grund af sympati for den spanske general Francisco Franco.

* I 1980 begyndte han at få helbredsproblemer.

Kilder: denstoredanske.dk, thedali.org

Dna-prøven, der vil bestå af skrab fra enten en tand eller en knogle, vil efterfølgende blive sendt til Madrid til nærmere undersøgelser.

/ritzau/AFP

Powered by Labrador CMS