Se her: Så mange timers søvn skal du have hver nat
Vi ved, at søvn er vigtigt. Livsnødvendigt. Men ved du, hvor mange timer du bør sove hver nat?
Hvor mange timers søvn får du hver nat? Du ved sikkert, at det er vigtigt at få sin nattesøvn. Men ved du, hvor mange timer, du bør sove?
En ny rapport fra National Sleep Foundation i USA giver klare anbefalinger om søvn. Rigtig mange amerikanere stoler fuldt ud på NSF, så de er meget opsatte på, at deres anbefalinger er så korrekte som muligt.
– Som søvn-sundhedens stemme er det NFS ansvar at sikre, at vores anbefalinger bunder i den mest grundige forskning. Især forældre sætter deres lid til vores oplysninger, siger Charles Czeisler, som er bestyrelsesformand for NSF ifølge Metro.
Se her, hvor meget søvn, du skal sikre dig hver nat:
Nyfødte skal have 14 til 17 timers søvn om dagen. Babyer fra fire til 11 måneder skal sove 12 til 15 timer om dagen. Tumlinger (et til to år) skal have 11 til 14 timer om dagen. Børnehavebørn skal sove 10 til 13 timer om dagen.
Når børnene begynder i skole, skal de have mellem ni og 11 timers søvn om dagen – når de bliver teenagere skal de sove otte til 10 timer. De unge voksne fra 18 til 25 år skal gerne sove syv til ni timer hverdag – og det skal voksne også. Først når du rammer pensionsalderen falder dit søvnbehov til mellem syv og otte timer om dagen.
Sov godt!