Sent straffespark redder Manchester United i FA Cuppen
Wayne Rooney scorede på et straffespark kort før tid, og dermed kom Manchester United videre i FA Cuppen.
Et sent straffespark blev redningen for Manchester United, der ellers var på vej til et skuffende 0-0-resultat hjemme mod Sheffield United i tredje runde af FA Cuppen.
To minutter inde i dommerens tillægsminutter scorede Wayne Rooney imidlertid til slutresultatet 1-0 på et straffespark, og så slap storklubben for at skulle ud i en ny kamp på Sheffield Uniteds hjemmebane.
Dermed lettede en smule af presset på Manchester Uniteds manager, Louis van Gaal, efter at publikum ellers havde ytret deres massive utilfredshed med klubbens spil under kampen.
Manchester United havde ikke mange store chancer, og hjemmeholdets offensiv omkring anfører Wayne Rooney fungerede ikke i lørdagens kamp.
I anden halvleg skete der en smule, blandt andet efter at Memphis Depay kom på banen, men godt var det ikke.
Ni minutter før tid så ondt ud til at blive til værre for Manchester United, da Bastian Schweinsteiger røg i jorden efter en tackling, tilsyneladende med en alvorlig knæskade.
Tyskeren kunne efter et stykke tid dog genoptage spillet, om end han ikke så ud til at være helt klar. På det tidspunkt havde hjemmeholdet dog brugt de maksimale tre udskiftningsmuligheder.
Få minutter før tid fik Anthony Martial en stor chance for Manchester United, men hans afslutning blev blokeret, og Chris Smalling sparkede et hul i luften på returbolden.
Redningen for hjemmeholdet kom, da gæsternes Dean Hammond satsede for meget i en tackling og begik straffespark på Memphis Depay.
Det reddede altså storklubben, der har været i krise i et stykke tid.
Manchester United lå på et tidspunkt godt til i Premier League, men holdet er nu nede på femtepladsen, blandt andet efter en stime på seks kampe uden sejr.
United røg i december desuden ud af Champions League-gruppespillet, hvor klubben blev henvist til tredjepladsen i gruppe B efter Wolfsburg og PSV Eindhoven.
/ritzau/