SF parat med milliardudspil på skat

Foto: Elo Christoffersen (Arkivfoto)
Udgivet Opdateret

Der regnes på store tal, skatteprocenter og afledte effekter i maskinrummet i SF i disse dage.

Forud for weekendens landsmøde og på tærsklen til et folketingsvalg handler det om at finslibe den folkesocialistiske sværdklinge. Danmark er på vej ud af krisen, men det skal naturligvis kunne betale sig at arbejde. Også selvom man stemmer SF, lyder analysen i toppen af partiet.

Derfor barsler partiformand Pia Olsen Dyhr med et nyt skatteudspil, der skal lette skatten i bunden af indkomstskalaen og afsætte flere penge til ledige, der eksempelvis har brug for efteruddannelse.

SF spiller sig dermed ind på en politisk platform i dansk politik, som de borgerlige har kritiseret statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) for at ignorere.

Finansskat skal betale lavere skat på arbejde

Ifølge Berlingskes oplysninger vil SF finansiere et højere beskæftigelsesfradragved hjælp af en en skat på finansielle transaktioner, den såkaldte finansskat. Det er en gammel, hed SF-drøm, som blev parkeret, mens partiet sad i regering, men som frem mod det kommende folketingsvalg på ny skal spille en nøglerolle i partiets skattepolitik.

Tidligere har økonomer vurderet, at en europæisk finansskat kan indbringe syv mia. kr. ekstra i statskassen om året. Men det skøn er behæftet med stor usikkerhed og i SF – hvor man den forgangene uge er dykket ned i det regnestykke – er vurderingen, at beløbet nok snarere er 7,5 mia. kr. Penge, som SF-formand Pia Olsen Dyhr ifølge Berlingskes oplysninger hovedsageligt vil øremærke til lavere skat for personer med lave indkomster.

Samtidig står det klart, at en mindre del af provenuet skal gå til ledige, der ikke får del i et højere beskæftigelsesfradrag, som f.eks. kan få mere betalt efteruddannelse, forklarer en kilde tæt på ledelsen til Berlingske.

Skal Danmark tilslutte sig den finansskat, som EU-kommissionen har foreslået, kræver det først og fremmest enighed i Bruxelles, men den beslutning er langt fra endelig vedtaget.

Større solidaritet i skattesystemet

Partitoppens planer om lavere skat til lavtlønnede betalt af den finansielle sektor blev præsenteret på et nyligt gruppemøde, og tirsdag fremlagde Pia Olsen Dyhr udspillet i overskrifter under et møde i SFs landsledelse hos 3F i København.

Ifølge flere medlemmer af landsledelsen, som Berlingske har talt med, er det både smart, klogt og klassisk SF-politik. Det handler om at tage fra dem, der har, og give til dem, der har mindre, som et medlem udtrykker det.

»Jeg har ikke været vild med den skattepolitik, regeringen har ført med eller uden SF. Der har været brug for en større solidaritet i vores skattesystem, og det giver det her,« forklarer medlem af landledelsen, Kristen Touborg, der har været medlem af partiet siden 70erne.

Men skal Danmark tilslutte sig den finansskat, som EU-kommissionen har foreslået, kræver det først og fremmest enighed i Bruxelles. En enighed, som der trods støtte fra Frankrig lige nu er lange udsigter til, og som der ikke er flertal for at tilslutte sig i Folketinget.

En torn i øjet for Thorning

Alligevel skal man være varsom med at undervurdere effekten af det signal, udspillet sender, under en valgkamp. SFs skatteforslag kommer i en tid, hvor Helle Thorning-Schmidt igen og igen kritiserer V-formand Lars Løkke Rasmussen og de borgerlige partier for at gamble med velfærden, når de lover nye skattelettelser.

På den måde er SFs udspil på sin vis en torn i øjet for en statsminister, hvis parti stadig tæller mange medlemmer, der har vægret sig ved at skære i kontanthjælpen for visse grupper, når regeringen samtidig kunne finde penge til at lette selskabsskatten.

De vil nu kunne se, at partiets tidligere regeringsmakker i SF frem mod et valg vil advokere for en anderledes omfordeling.

Håndværkerfradraget er et andet eksempel på, at Pia Olsen Dyhr lægger sig tættere op ad Venstre, end Socialdemokraterne gør. For mens Socialdemokraterne afviser Venstres fradrag til danske boligejere, lægger SF sig midt i mellem med et grønt alternativ. Det skal ifølge SF finansieres ved at tilbagerulle de selskabsskattelettelser, som partiet var med til at vedtage som regeringsparti.

Med til historien hører, at det ikke er mere end 14 måneder siden partiformand, Pia Olsen Dyhr, overtog et SF i krise. Partiet væltede ud af ministerkontorerne og har været hårdt presset af Enhedslisten, der har tiltrukket mange tidligere SF-vælgere, som ikke kunne genkende sig selv i selskabsskattelettelser, kontanthjælpsreform og Dong-salg.

Interaktiv grafik: Se vælgervandringerne væk fra SF

Den slags sager var med til at halvere SFs medlemstal, og for blot et år siden lå partiet faretruende tæt på spærregrænsen i enkelte målinger.

Men når Pia Olsen Dyhr stiller sig op på talerstolen foran sit parti lørdag i Falkonersalen i Frederiksberg, vil det være med håndsyet SF-politik på valgplakaten: Dagpenge, grønne fradrag på boligforbedringer og skattelettelser betalt af den finansielle sektor for nu at nævne et par stykker.

Powered by Labrador CMS