Skilte forsvinder i hele kommunen: 50 væk i år

Park og Vej undrer sig over, hvor deres skilte forsvinder hen

Dette billeder er ikke optaget i direkte relation til artiklen. Foto: Anders Debel Hansen/Ritzau Scanpix
Udgivet Opdateret

– Jeg har ingen fornemmelse af, hvad de vil med dem.

Sådan lyder konstateringen fra Kenneth Riger Jensen, holdleder Park og Vej i Hjørring Kommune. Selvom de har forsøgt at gøre det sværere at få skiltene ned, forsvinder de stadig.

Og det er helt uhørt. Normalt forsvinder 10 til 20 skilte om året, og det er typisk byskilte med sjove navne. Men denne gang er det alle typer skilte.

– Og det er jo almindelige trafikskilte. Det forstår vi ikke noget af, fortæller Kenneth Riger Jensen til Newsbreak.dk.

Lignende sag sidste år

Det er dog ikke første gang det er sket. Sidste år fandt blev 40 skilte stjålet, som derefter blev fundet henkastet i en skov.

– Vi fik en henvendelse om, at der var en mand, som kunne stå bag det, og derefter finder vi skiltene. Så det kunne jo være en, der har fået kolde fødder, mener Kenneth Riger Jensen.

Både han og flere ansatte i Park og Vej spekulerer i, om det kan være en sygdom ligesom pyromani eller kleptomani, der er årsagen til det.

En ting er dog anderledes i år.

Sidste år var det dog alene i et område, skiltene blev stjålet. I år er det spredt vidt rundt i kommunen.

Hårdere midler i brug

For at forsøge at komme tyverierne til livs, har man i kommunen valgt at bruge forskellige bolte og derudover lime skiltene på hængslerne.

Men lige lidt har det hjulpet – Det har faktisk gjort det værre.

– Nu er personen så begyndt at tage en vinkelsliber med. Det betyder, at vi både skal have nye skilte og beslag. Så det er totalt splittet ad, fortæller holdlederen hos Park og Vej.

Da skiltene repræsenterer forskellig værdi, har han ingen idé om hvad det har kostet.

– Det er svært at sige, hvad det løber op i. Men det er mange penge, forklarer han.

Powered by Labrador CMS